Dalum IF har vinket farvel til fire af klubbens spillere, som i løbet af efteråret ikke har væltet sig i spilletid. Det drejer sig om midtbanespillerne Simon Larsen, Thomas Johansen og Benjamin Tempelaars samt reservekeeper Mads Packness.
- Benjamin Tempelaars har bøvlet lidt med manglende tid og begynder at arbejde efter at have været studerende. Simon Larsen jagter mere spilletid, og det samme gælder for Mads Packness, siger Dalum-træner Kristoffer Johannsen til bold.dk og fortsætter.
- Thomas Johansen har været en af de bærende kræfter i min tid i Dalum, men har ikke spillet så meget i løbet af efteråret og søger derfor nye græsgange, siger Johannsen.
Dermed fortæller Kristoffer Johannsen, at man formentlig skal ud og kigge på at få erstattet de spillere, der har forladt klubben.
Man har allerede styr på keeperpositionen, hvor udviklingskeeper Jakob Frilund rykker op i hierarkiet og skal agere førsteudfordrer til Rasmus Lund, mens man henter en keeper fra egen ungdomsafdeling op som tredjekeeper.
Klubben har allerede vinket farvel til Nicolas Jørgensen, som efter nytår skal spille i Marienlyst.
nicolai@bold.dk


CampoBet 2. division
Dalum




























