Stoke møder lørdag West Ham i Premier League i en vigtig kamp om placeringerne i tabellen. Allerede nu kan Stoke-manager Mark Hughes forholde sig til, at han er uden Marko Arnautovic, som er ude med karantæne - men han har også andre hovedpiner.
Han oplyser således på klubbens hjemmeside, at formstærke Xherdan Shaqiri er tvivlsom til opgøret mod West Ham, mens også Geoff Cameron er tvivlsom.
- Vi må vente lidt og se med Geoff Cameron. Han har trænet med fysioterapeuterne og har måske en chance for at komme ud og deltage i træningen i morgen (fredag, red.). Men vi må vente og se - det er lidt et long shot, siger Stoke-manageren.
Mark Hughes er dog ganske fortrøstningsfuld alligevel.
- Det betyder selvfølgelig, at vi er nødt til at lave ændringer, hvilket er uheldigt, fordi den kontinuitet, vi har haft indtil nu, tydeligvis har hjulpet os.
- Men vi har en god trup med gode spillere på bænken - og endda på tribunen - som tålmodigt venter på at være en del af det, vi prøver på at gøre, så vi har talentfulde spillere, der kan komme ind, siger Mark Hughes.
Stoke og West Ham brager sammen lørdag eftermiddag klokken 16.00. Stoke ligger på en øjeblikkelig 12. plads med 12 point, mens West Ham lige nøjagtig ligger over nedrykningsstregen med 10 point.


Stoke
Premier League





























