2022-01-20 12:45:00

Forlader TPI: Malta- og Rumænien-interesse

Fiton Durguti er fortid i Danmarksserie-klubben TPI, og lige nu overvejer han fremtiden. Durguti siger til LigaBold.dk, at udenlandske klubber har vist interesse for ham, men intet er på plads endnu.

Artiklen fortsætter efter annoncen
Annonce

29-årige Fiton Durguti jagter et udlandseventyr.

Angriberen har senest spillet for fynske TPI (Tarup/Paarup IF) i Danmarksserien, men han har valgt at forlade klubben for at jagte en drøm i udlandet.

Durguti, der også har spillet 2. divisionsfodbold for Dalum og FC Sydvest 05 Tønder, siger til LigaBold.dk, at et par klubber allerede har vist interesse. En rumænske klub henvendte sig for få dage siden, mens en maltesisk klub forespurgte i weekenden.

- Der er to klubber, der har kontaktet mig, og det var en klub fra Malta og en klub fra Rumænien. Lige nu ved jeg ikke, hvor konkret det er endnu. Jeg har bare sagt, at de skal komme med et tilbud, og så må jeg se på det, siger Fiton Durguti til LigaBold.dk og tilføjer:

- Jeg stresser ikke. Jeg har masser af tid.

Artiklen fortsætter efter billedet

Danmarksserien -Forlader TPI: Malta- og Rumænien-interesse
Foto: Dalum

Han har før prøvet at komme til udlandet, og det har blandt andet kastet en prøvetræning i Polen af sig for to år siden. Tidligere har islandske klubber også haft følere ude.

- Jeg har tidligere været til prøvetræning i udlandet, men dengang havde jeg ikke dansk statsborgerskab (Durguti er oprindeligt fra Kosovo, red.), så jeg har lidt netværk uden for Danmark. Der har også været nogle klubber i Island, men de starter først senere, så der skal nok komme noget.

Durguti fortæller, at hans agent arbejder på at få et konkret tilbud fra den maltesiske og rumænske klub, og så vil han derfor tage stilling til, hvad der skal ske.

Den store drøm er at spille i udlandet, så han også kan få en stor fodboldmæssige og personlig oplevelse.

- Vi har alle sammen en drøm om at komme til udlandet, og det er også for at prøve en anden spillestil. Det er nogle gange godt at flytte til udlandet, for det giver noget helt andet, siger Fiton Durguti til LigaBold.dk.

Tidligere har offensivspilleren spillet for FC Sydvest 05 Tønder, Dalum og senest TPI. Han har tidligere været til prøvetræning i Skive.

Fiton Durguti blev noteret for ni kampe og et mål for TPI i Danmarksserien Pulje 3.

Artiklen er bragt i samarbejde med LigaBold.dk.

Annonce

2 kommentarer

Se kommentarer
Annonce