





Slavia Prag fik sig noget af en sløj overraskelse, da dommer Damir Skomina pegede på pletten igen, kort efter Prag-keeper Ondrej Kolar havde pillet Sory Kabas straffespark med godt ti minutter igen ved stillingen 1-1 i onsdagens afgørende kvalifikationskamp til Champions League.
Alexander Scholz scorede på omsparket til 2-1 for FCM, og så røg Prag til sidst ud med hele 1-4.
Efter kampen fyldte den kendelse meget i Slavia Prag-lejren, og keeperOndrej Kolar var heller ikke tilfreds.
- Det slog mig slet ikke, at dommeren kunne dømme det, for jeg var forsigtig. Han sagde, jeg ikke skulle træde over stregen før straffesparket, og det var jeg forsigtig med, og jeg reddede også bolden på stregen. Jeg kan ikke se, hvordan den kan dømmes. Jeg er overbevist om, at jeg ikke tog et skridt frem, og når jeg har set det igen, så er jeg irriteret, siger han til Slavia Prags hjemmeside.
Han kom ligesom sin træner med lidt af en bredside mod dommer Damir Skomina.
- Det gør ondt, for vi var så tæt på. Straffesparket var i det 82. minut, og der manglede så kort tid. Jeg troede, vi ville holde den, da jeg tog straffesparket, men så skete det, der skete, siger han og fortsætter:
- På sådan et niveau er det en stor streg i regningen for UEFA. Desuden var dommeren for doven til at gå ned og se situationen selv. Han gad ikke løbe de 50 meter. Jeg forstår ikke, han kunne dømme omspark på den. Jeg væmmer mig helt ved det, der er sket her.
- Gad vide, om dommeren ville dømme sådan, hvis det var en stor europæisk klub, der havde spillet. Det gør forfærdeligt ondt.
Slavia Prag fortsætter nu i Europa Leagues gruppespil.

Crystal Palace smidt ud af Europa League
Hattrick | Afsnit 156Crystal Palace er endegyldigt smidt ud af Europa League, og London-klubben skal i stedet spille Conference League. Bliv klogere på hvorfor, og om det betyder noget for Brøndby.
Læs mere

Slavia Prag
Champions League
































