



Søndag eftermiddag skulle Fredericia forsøge at bygge videre på deres lovende sæsonstart, da de gæstede Horsens i NordicBet Ligaen.
Det var dog værterne der satte sig på kampen fra starten. Efter tre minutter var Horsens tæt på at sende bolden i nettet, men bolden var ikke indenfor rammen.
Det var den til gengæld i det sjette minut. Et hjørnespark fra Janus Drachmann havnede hos Magnus Risgaard Jensen, som ikke tøvede med at heade bolden i kassen.
Efter 12 minutter var Fredericia tæt på at komme tilbage i opgøret, da Patrick Egelund kom til afslutning efter flot opspil, men afslutningen gik akkurat forbi mål.
Der kom til gengæld balance i regnskabet fem minutter senere.
Fra 25 meters afstand afsluttede Samson Iyede med indersiden, og det spark udplacerede fuldstændig Matej Delac i Horsens målet.
I det hele taget var der smæk på kampen, med to hold der yderst gerne ville spille fodbold.
Bare få minutter efter udligningen kunne Iyede næsten kalde sig dobbelt målscorer, men hans afslutning blev rettet af til et hjørnespark.
Det var som om Fredericia havde fået overtaget i spillet, og det udmøntede sig i en føring efter 25 minutter.
En omstilling havnede hos Kristian Kirkegaard, og med en flad afslutning fra kanten af feltet, udplacerede han Delac og fejrede scoringen med akrobatiske saltomortaler.
Herfra indfandt kampen sig i et mere roligt leje resten af halvlegen, og de to hold gik til pause med stillingen 2-1.
Fredericia holdt stand
Starten af anden halvleg mindede meget om første.
Efter bare 25 sekunder var Casper Tengstedt tæt på at udligne for Horsens, men hans hovedstød tog ydersiden af stolpen og hoppede til målspark.
I stedet var Fredericia på pletten kort efter, og kunne udbygge deres føring til 3-1.
Nok engang var Kristian Kirkegaard afsender på afslutningen, som kom fra kanten af feltet og sad helt nede i det fjerne hjørne.
Horsens havde dog ikke kastet håndklædet i ringen, og med lidt held kunne Thomas Santos have bragt Den Gule Fare tilbage i kampen, men hans afslutning ude fra feltet blev rettet af til hjørne.
Efter 67 minutter kunne Santos gøre skaden god igen, men selvom fløjspilleren stod få meter fra målet, fik han ikke ordentligt træf på bolden.
Kampens store fornøjelse Kristian Kirkegaard var lige ved at sikre et hattrick efter 78 minutter, da en solotur nær var mundet ud i en scoring.
Mod slutningen pressede Horsens på for at score, men Fredericia holdt stand.
Det var tæt på for Kirkegaard igen hen mod udgangen af den ordinære spilletid, og Matej Delac måtte helt ud af sit mål for at cleare den farlige situation.
I overtiden var James Gomez tæt på at heade et hovedstød ind, men reduceringen blev afværget af Alexander Nybo i Fredericia-målet.
Det blev ikke til flere mål i opgøret, og Fredericia kunne fejre endnu en imponerende sejr.
Dermed kunne Fredericia trække sig sejrrigt fra opgøret for sjette gang i denne sæson, og de indtager nu rækkens andenplads - á point med Helsingør, som dog har scoret flere mål end østjyderne.

Crystal Palace smidt ud af Europa League
Hattrick | Afsnit 156Crystal Palace er endegyldigt smidt ud af Europa League, og London-klubben skal i stedet spille Conference League. Bliv klogere på hvorfor, og om det betyder noget for Brøndby.
Læs mere
AC Horsens
FC Fredericia
Betinia Liga




























