2026-01-05 23:50:00

Fredericia har luksusproblem: Måske en keeper for meget

FC Fredericia har i øjeblikket fire keepere i førsteholdstruppen efter tilgangen af Valdemar Birksø. Det giver ingen panderynker, men det er måske én for meget. 

Artiklen fortsætter efter annoncen
Annonce

FC Fredericia overraskede søndag ved at hente Valdemar Birksø hjem fra Fredrikstad.

Birksø nåede kun et halvt år i norsk fodbold, og opholdet blev besværliggjort af en muskelskade. 

Stig Pedersen, der er direktør og sportslig ansvarlig i FC Fredericia, glæder sig over Birksøs comeback.

- Der opstod pludselig en mulighed for at hente Valdemar tilbage, den valgte vi at slå til på. 

- Vi kender Valdemar særdeles godt, fordi han var en væsentlig del af vores oprykning til Superligaen. Vi ved, han er et kæmpetalent, som desværre har været skadet i efteråret.

- Vi rakte lidt ud efter hinanden, og så lykkedes det heldigvis i sidste ende. Det er vi selvfølgelig særdeles tilfredse med. Vi forventer at se ham i Superligaen i løbet af foråret.

Med vinterens tilgang har Fredericia nu Valdemar Birksø, Mattias Lamhauge, Etienne Green og Mads Eriksen til målmandspositionen i førsteholdstruppen.

Det er lidt af et luksusproblem, som ikke giver de store panderynker. Lamhauge, Green og Eriksen har nemlig alle kontraktudløb efter denne sæson. 

- Fire keepere er nok én for meget, men hvis det ender med fire, klarer vi det – også med tanke på kontraktudløb til sommer hos tre af dem.

Men arbejder I aktivt på at sende en målmand videre denne vinter?

- Det er klart, vi kigger på det, hvis der kommer henvendelser. Men nu tager vi os også god tid i forhold til at få Valdemar op på 100 procent igen. Han har ikke spillet længe, så det tager måske lidt tid at få ham i kampform.

- Vi tager det stille og roligt. Vi har fire keepere, hvis der ikke sker noget i løbet af transfervinduet.

Lamhauge har gjort det godt i efteråret. Har det medført noget interesse?

- Det kan man da ikke afvise, men vi skal nok melde det ud, hvis der sker noget på den front, lyder det afsluttende fra Fredericia-bossen.

FC Fredericia åbner foråret i 3F Superligaen med en udekamp mod Vejle Boldklub den 9. februar.

Podcast Cover

Superliga-profiler siger farvel

Hattrick | Afsnit 81

Real Madrid kaldte tirsdag aften til et højst usædvanligt pressemøde med Florentino Pérez efter dage med kaos, rygter og massiv uro omkring den spanske storklub.

Læs mere
-19:04

Annonce

1 kommentar

Se kommentarer
Annonce