1. divisionsklubben Fremad Amager har sikret sig nyt og eksotisk blod i truppen, da 20-årige Anton Googe fra Rusland tiltræder klubben på en treårig aftale. Det skriver klubben tirsdag på sin hjemmeside.
Googe har været uden klub i efteråret, men inden da spillede han for det russiske Premier League-hold Amkar Perms U21-mandskab, hvor det blev til 21 scoringer i 60 kampe, og Fremad Amager-træner Azrudin Valentic håber, at Googe kan fortsætte målscoringen i Danmark.
- Jeg har fulgt ham tæt i hans aktioner under træning, hvor jeg har set en sulten spiller. Han er klar til at gribe chancen og er ikke bange for at få afsluttet, siger Valentic i pressemeddelelsen og fortsætter.
- Vi skal score nogle flere mål, og det er her, at Anton skal bidrage. Han finder nogle gode rum på den sidste tredjedel og er en snedig angriber.
I sommer var Googe forbi Fremad Amager for at vise sig til, men dengang lykkedes det ikke for den russiske måljæger at overbevise klubben om, at han var en kontrakt værd.
Det er der nu lavet om på efter endnu et prøveophold, hvor angriberen blandt andet har været med i Fremad Amagers testkamp mod BK Frem i weekenden.



Fremad Amager
Betinia Liga



























