Efter en noget svingende sæson lykkedes det for BK Frem at nuppe en af de fire øverste pladser i 2. divisions gruppe 1 og dermed tage en plads i oprykningsspillet til foråret.
Det glæder naturligvis holdets offensivprofil Beran Camili, der dog erkender, at andre hold har større chance for at rykke op i 1. division, da Frem sammen med Skovshoved er det hold, der får færrest point med over.
- Det er super vigtigt for klubben. Det var vores mål inden sæsonen, og det har vi opfyldt. Vi ville selvfølgelig gerne have haft flere point med, men det må vi se, om vi kan hente.
- Vi er underdogs. Det handler om at vinde de første par kampe, og så er vi måske med igen. Det er stadig muligt, men der er mange om buddet, og det vigtigste er faktisk bare, at vi er med, fortæller Beran Camili til bold.dk.
Han forventer hård modstand i foråret, men indrømmer, at han har et begrænset kendskab til de jyske hold.
- Avarta er altid godt spillende, og Middelfart er gode hjemme. Ellers kender jeg ikke så meget til de andre hold, men det er altid svært, når man skal til Jylland, siger Camili.
Frem har fire point med i oprykningsspillet.
bold@bold.dk


BK Frem
CampoBet 2. division































