Freyr Alexandersson er godt i gang med at levere The Great Escape 2.0.
Den karismatiske islænding skiftede i januar fra Lyngby Boldklub til KV Kortrijk, som var dømt døde og begravet i den belgiske liga.
Det har Alexandersson dog fået lavet godt og grundigt om på.
KV Kortrijk sikrede sig i weekenden andenpladsen i nedrykningsspillet, som giver dem en plads i den afgørende playoff-finale.
- Jeg er rigtig stolt og tilfreds med, at det lykkedes for os. Ingen troede på det, da jeg og Jonathan Hartmann tog herned.
- Men det har været svært. Det har været rigtig, rigtig svært. Det var sgu også marginalerne til sidst, som reddede os.
- Jeg stod derfor også med 'mixed feelings' i weekenden efter den sidste kamp, da vi var afhængige af et andet resultat.
- Det var lidt irriterende, siger Freyr Alexandersson til Bold.
Artiklen fortsætter efter billedet

Stort drama til sidste
KV Kortrijk havde brug for hjælp for at sikre sig playoff-pladsen.
Det skyldes, at man tabte 1-3 til Charleroi, og derfor havde man brug for, at konkurrenten fra Molenbeek tabte til bundholdet fra Eupen.
- Vi spillede mod et rigtig godt hold, men da vi var bagud 1-3, var det ikke længere realistisk for os at vinde.
- Så der begyndte jeg at kigge rigtig meget på Jonathan, da han talte med vores analytiker. I de sidste ti minutter fortalte han mig alt, hvad der skete i den anden kamp.
Det blev en nervepirrende periode for Alexandersson, men i sidste ende gik det islændingens vej.
Molenbeek tabte 0-2, og dermed kunne Kortrijk juble.
- Det var lidt surrealistisk, så det var en kæmpe lettelse. Vi kunne juble og være glade og stolte over at have lykkes med at nå den her playoff-kamp mod Lommel.
- Jeg var virkelig lettet, men stadig bevidst om, at vi har to finaler tilbage. Jeg er ikke færdig endnu.
Glæden er derfor stor over, at det første delmål er nået for den tidligere Lyngby-cheftræner.
- Det har sgu været sindssygt at have ændret så meget i de sidste fire måneder. Der var et tidspunkt, hvor jeg var meget bekymret for, at jeg ville rykke ned.
- Jeg er stolt over, hvordan vi har ændret kulturen i klubben og fået de resultater, som vi har fået. Vi har især fået styr på vores defensiv.
- Et shitshow
Det var noget af en rodebutik, som Alexandersson kom ned til i januar.
KV Kortrijk var i frit fald, hvor ingen regnede med, at de havde en chance for overlevelse.
- Det var et 'shitshow', jeg kom til, fordi klubben havde været igennem en sindssyg svær periode i forhold til, at klubben var tæt på at blive solgt to gange inden.
- Klubben havde også skiftet træner to gange, mens at man kun havde fået ti point og haft et clean sheet i 20 kampe.
- Der var ingen retningslinjer, og der var ingen kultur i klubben. Det var bare en kæmpe, kæmpe, kæmpe opgave for os.
Det ser dog helt anderledes ud nu for KV Kortrijk.
- Alle er gået i samme retning. Vi har fået styr på butikken, da folk ved, hvilken vej de skal. Nu skal vi bygge på.

Foto: Laurie Dieffembacq/AFP/Ritzau Scanpix
Liv eller død
Der venter Freyr Alexandersson og co. to afgørende playoff-kampe i jagten på overlevelse.
Her er modstanderen Lommel, som KV Kortrijk skal forsøge at slå.
Hvis det lykkes, har Alexandersson igen fuldført The Great Escape.
- Hvis jeg kigger tilbage, har vi haft rigeligt af de her kampe med, at det var liv eller død. Det har været finale efter finale i de sidste tre uger og tidligere i sæsonen.
- Vi har i hvert fald noget erfaring i de her kampe, og vi ved nogenlunde, hvordan det er for spillerne. Men så er det bare virkelig svært at hjælpe spillerne i den her situation.
- Men jeg prøver alt, hvad jeg kan, og vi prøver at skabe de rammer, som spillerne kan bedst trives i to sådan kampe.
KV Kortrijks erfaring kan her blive nøglen til succes.
- Lommel har ikke så stor erfaring i den slags kampe, så det er lidt svært at vurdere, hvordan de står.
- Men jeg er ikke i tvivl om, at vi spiller mod et hold, som har et rigtig højt topniveau. Derfor siger jeg, at de her to kampe bliver rigtig tætte, afslutter Freyr Alexandersson til Bold.
KV Kortrijk spiller den første kamp mod Lommel på udebane den 19. maj, inden at det en uge senere skal afgøres hjemme på Guldensporen Stadion.

Kortrijk
Jupiler Pro League





































