1. Division -Fri Granskov holder mulighederne åbne
2015-06-13 18:43:01
Foto: Jesper Poulsen / bold.dk

Fri Granskov holder mulighederne åbne

Andreas Granskovs kontrakt med nedrykkede Brønshøj udløber denne måned, og det sender angriberen på klubjagt, selvom en Brønshøj-forlængelse ikke er udelukket.

Artiklen fortsætter efter annoncen
Annonce

Efter et frygteligt forår uden én eneste sejr må Brønshøj en tur ned i 2. division. Mere tvivlsomt er det, om angriberen Andreas Granskov følger med klubben ned. Hans kontrakt med klubben udløber denne måned.

- Jeg er gået på ferie nu, og det bliver en aktiv ferie, for jeg godt ved, at jeg skal holde mig i form. Der er ikke umiddelbart noget på bedding, men jeg kender spillet og har været i det mange år, så jeg ved, at jeg skal holde mig i form, og når der kommer noget interessant, må man tage at vurdere det, siger Andreas Granskov til bold.dk.

En fremtid i Brønshøj er dog stadig en mulighed, selvom tanken om 2. division ikke begejstrer den 26-årige angriber.

- Jeg udelukker ingenting. Det er selvfølgelig ikke videre interessant at skulle spille 2. division, men kommer der ikke noget interessant højere oppe, kunne det være fint at spille i Brønshøj og så kombinere det med at arbejde ved siden af.

- Jeg har haft en dejlig tid i Brønshøj. Det er tæt på København, men det var aldrig interessant for mig at spille på det niveau, og det har været for at komme mig over min skade, og det er jeg kommet mig fuldt over nu, så den del er jeg ikke nervøs for mere, siger den tidligere FC Nordsjælland-spiller.

Andreas Granskov har en fortid som ungdomsspiller i Werder Bremen og har spillet Superliga med FC Nordsjælland og føler således selv, at han har niveauet til mere end 2. division.

- Jeg synes da selv, jeg har niveauet til noget mere og har en erfaring. Men det er ikke sjovt at gå igennem et halvt år uden at vinde en kamp, og hvis det skal blive til et farvel med det, er det da lidt bittert. Men jeg synes selv, jeg har niveauet, er 26 år og har rigtig mange gode år tilbage at bidrage med, mener Granskov.

Andreas Granskov skrev under med Brønshøj i januar 2014 og har været i klubben siden. I den forgangne sæson blev det til fem mål fra angriberens side.

bold@bold.dk

Annonce
Annonce

1 kommentar

Se kommentarer
Annonce