




Det var lige ved og næsten for det danske kvindelandshold.
Janni Thomsen havde sendt Danmark på sejrskurs mod de spanske verdensmestre med to scoringer.
Spanien svarede dog hurtigt tilbage med to mål efter hjørnespark i anden halvleg, inden favoritterne scorede til 3-2 i overtiden.
De to mål efter hjørnespark var noget, som Pernille Harder var meget utilfreds over efter kampen, da den danske anfører talte med DR.
- For det første gav vi alt for mange hjørnespark væk, synes jeg. Det er lidt unødvendigt nogle gange.
Artiklen fortsætter efter billedet

- Deres hjørnespark lå sygt godt, og vi skal være lidt bedre i vores zonemarkering. Vi prøvede noget lidt andet denne gang, hvor vi stod i zoner, og det virkede i hvert fald ikke på de to, siger Harder til DR.
Selv om landsholdet må rejse hjem fra Tenerife uden point, kan præstationen godt bruges til noget, mener landsholdsanføreren.
- Vi viste virkelig godt spil mod verdensmestrene, og vi kunne have scoret flere mål. Jeg havde en på stolpen, og vi havde mange muligheder.
- Der er en masse positivt at tage med, men lige nu er det bare pissetræls, siger Harder til DR.
Danmark ligger fortsat på andenpladsen i EM-kvalifikationsgruppen trods nederlaget. I juli venter der kampe mod Belgien og Tjekkiet.

Danmark (k)



















