Krisen i Rosenborg ulmer både på og udenfor banen.
I hvert fald har norske TV2 erfaret fredag, at der er en massiv intern utilfredshed og en frygtkultur blandt spillere og ansatte i klubben.
Ifølge mediet er der massiv utilfredshed med den sportslige ledelse: administrerende direktør, Tore Bjørseth Berdal, sportsdirektør Mikael Dorsin og cheftræner Alfred Johansson.
TV2 oplyser, at spillere og ansatte tøver med at give feedback til ledelsen af frygt for at miste deres rolle eller spilletid.
Det er en kritik, som Rosenborg-lederen har reageret på.
– Hvis nogen har det sådan, så er det noget, vi skal arbejde med. En af værdierne hos Rosenborg er åbenhed. Det er noget, der er utrolig vigtigt for os, noget vi lever efter hver eneste dag, og noget, der er en rettesnor for alt, hvad der sker hos Rosenborg, siger Tore Bjørseth Berdal til norske TV2.
– Jeg synes, folk kan komme og sige, hvad de synes. Vi får virkelig ikke meget feedback. Jeg ville ønske, vi fik betydeligt mere af det.
De sportslige resultater har heller ikke levet op til Rosenborgs ambitioner.
Holdet befinder sig på syvendepladsen i Eliteserien, 21 point efter Viking på førstepladsen. Med seks kampe tilbage i ligaen er Rosenborg ti point fra de europæiske pladser.
Det bliver dog ikke en nem opgave i den kommende Eliteserien-kamp, hvor de møder Brann, der ligger på tredjepladsen og senest slog skotske Rangers 3-0 i Europa League.


Rosenborg
Norge Eliteserien

































