Rasmus Lauritsen var en tand for langt fra spilletid i Vejle Boldklub og søgte derfor et exit - nu er han landet hos svenske IFK Norrköping.
Han nåede dermed halvandet år i den røde VB-trøje, og i Nørreskoven er man stolt af at have udviklet Rasmus Lauritsen, så han nu er endt som et salg.
- Vi fik et forsvarstalent med stort F ind i sommeren 2017. Rasmus udviklede sig meget gennem sæsonen i 1. division og påkaldte sig allerede dengang opmærksomhed fra klubber i udlandet, siger teknisk chef Jacob Krüger til klubbens hjemmeside.
- Efter den første halvsæson i Superligaen stod det klart for alle, at Rasmus også havde niveauet til at tage skridtet højere op. Det er vigtigt for Vejle Boldklub, at vi både udvikler og tjener penge på talenterne.
- Eksemplet med Rasmus Lauritsen viser netop, at vi kan lykkes med dette. Vi har udviklet på Rasmus og sælger ham nu videre for en flot salgssum. Det er et stort cadeau til trænerteamet, der har udviklet ham, og en tiltro til strategien.
- Vi føler os godt dækket ind i bagkæden og har en øget konkurrence om pladserne. Vi ved også, at Rasmus har spillet sig ind i hjerterne på tilhængerne med sin altid 100 procents indsats, siger Jacob Krüger.
Rasmus Lauritsen har en fortid i Skive IK og FC Midtjylland. Han nåede 20 førsteholdskampe i Vejle Boldklub i denne sæson.


Vejle Boldklub
3F Superliga






























