Island -Glohede Mikkelsen: Kunne have scoret mere
2020-07-12 09:00:02
Foto: Breidablik

Glohede Mikkelsen: Kunne have scoret mere

Thomas Mikkelsen har scoret hele 15 mål i 11 kampe for islandske Breidablik i 2020. Angriberen mener dog, at målsnittet kunne have set endnu bedre ud.

Artiklen fortsætter efter annoncen
Annonce

Den danske angriber Thomas Mikkelsen har fundet sig godt til rette i Island, hvor han tørner ud for Breidablik i den bedste islandske række, Urvalsdeild.

Den tidligere OB-, Vejle Boldklub- og Fredericia-angriber har indtil videre banket seks mål ind i fem ligakampe for topholdet Breidablik. 

I den seneste ligakamp mod Morten Beck Guldsmed og FH Hafnarfjordur, der endte 3-3, scorede Thomas Mikkelsen to mål, og målet til 2-1 blev smadret op i hjørnet efter et indlæg. 

Samlet set er den glohede angriber noteret for imponerende 15 mål i 11 kampe i 2020 i alle kampe. 

30-årige Thomas Mikkelsen siger til bold.dk, at han er nogenlunde tilfreds med sin start på den islandske sæson. Hans målsnit kunne dog godt have været bedre.

- Træneren siger, at jeg skal bruge alt energien til at tage de rigtige løb ind i feltet, og det føler jeg, at jeg har meget mere af nu. 

- Det passer mig bedre og bedre, og jeg kan godt se, hvad han mener. Jeg føler også, at jeg egentlig kunne have lavet flere mål, end jeg har lavet, siger Thomas Mikkelsen til bold.dk.

Han har skullet bruge nogle kampe til at vænne sig et nyt spilsystem, som bliver praktiseret under træner Oskar Hrafn Thorvaldsson, der trådte til i januar.

- Først og fremmest fik vi ny træner til denne sæson, så det er ny form for fodbold, som vi spiller nu. Det skal man lige tilvænne sig, men jeg synes, at det bliver bedre og bedre, for hver kamp vi spiller. Det fungerer rigtig godt. Så vi har fået en rigtig fin start på sæsonen.

- Min egen præstation har også været fin, og jeg har lavet de mål, som jeg skulle lave. Jeg kunne selvfølgelig godt have lavet lidt flere, men det kommer forhåbentlig, siger angriberen.

Mikkelsen siger, at han i en kamp i starten af den islandske sæson scorede fire mål, men blev derefter dømt offside fire gange.

- Jeg ved ikke, om jeg havde håbet på mere. I en af de første kampe var der lidt noget med timingen. Der lavede jeg altså fire mål i kampen, og alle fire mål var offsidemål. 

- Jeg var ikke særlig meget offside. En eller to af dem var måske ikke offside. Den sidste timing var der måske ikke der, men den er ved at være der. Jeg synes, at det fungerer rigtig godt, og det bliver bedre og bedre for hver kamp nu.

Ikke så meget med i spillet

Den nye spillestil i Breidablik gør, at Thomas Mikkelsen ikke i så høj grad er en del af spillet, men det passer også angriberen ganske fint at være skarp i feltet, når han får chancen.

- Vores målmand spiller sweeper, så han er højt oppe på banen. Vores gamle træner ville gerne have, at jeg var lidt mere på bolden, mens den nye træner bare vil have, at jeg er i boksen. Det er mit eneste primære job er at være i boksen, når der kommer indlæg, når vi spiller.

- Så det skal jeg lige vænne mig til, at jeg ikke er så meget med i spillet. Der kan gå 10-15 minutter, før jeg får en boldberøring, men så længe jeg bare er i boksen og scorer de mål, der skal scores, så er han glad.

Han mener, at Breidablik har holdet til at vinde en islandsk 'The Double' med et mesterskab og en pokaltriumf.

- Jeg synes, at det fungerer fint, og jeg synes, at vi spiller noget rigtig god fodbold. Jeg synes, at vi har rigtig gode chancer for at vinde i år. 

- Der er lige blevet meldt ud, at vi skal vinde en titel i år, om det så bliver pokalturneringen eller ligaen. Vi har holdet og kvaliteterne til det.

Ingen personlig målsætning

Selvom han topper topscorerlisten i ligaen med seks mål i fem kampe, har den danske angriber ikke en bestemt ambition angående sin egen måltotal for året. Derimod er holdet i fokus.

- Mit hovedmål er, at vi bliver mestre i år, men jeg går selvfølgelig efter lidt flere mål end sidste år og ende øverst på topscorerlisten. Det er noget, som man stræber efter, siger Mikkelsen, der i 2019 scorede 25 mål i 32 kampe samlet set og 13 mål i 20 kampe i ligaen. 

Den store personlige succes skyldes ifølge Mikkelsen, at han har fundet sig godt til rette i Island, og godt spilhumør har udmøntet sig i mange mål.

- Først og fremmest har jeg fået spilleglæden tilbage heroppe efter tiden i Skotland. Ligesom dengang, hvor jeg var i Fredericia, Vejle og i starten af OB-tiden. 

- Jeg har en spilleglæde, og jeg nyder virkelig at spille fodbold, og jeg har bare fået den tillid fra træneren, som bare er vigtig for en angriber, ved at de bliver ved med at tro på én. Så spiller jeg også bare på et godt hold, og så er der ikke mere i det.

- Jeg nyder bare at spille fodbold for tiden, og det giver jeg også udtryk for på banen.

Holdet står stærkt

Grundet corona-pausen bliver der spillet mange kampe på kort tid i Island, men det bekymrer ikke Thomas Mikkelsen. Han ser det som en fordel, at hans islandske hold har mange spillere at vælge mellem.

- Den måde, som vi spiller fodbold på, og vi har også en bred trup nu. På grund af corona spiller vi mange kampe. Det kan også give os en lille fordel. Der er selvfølgelig nogle store hold, som man konkurrerer med heroppe. 

- Jeg synes, at vi har kvaliteterne til det, og vi har gode spillere, så vi kan spille tre-fire gange om ugen uden problemer. Det er lidt værre med os ældre, selvom jeg føler, at jeg er i god form, så det skulle ikke være noget problem, siger den 30-årige brandvarme angriber.

Breidablik er noteret for 11 point i de første fem kampe, og det er nok til, at mandskabet topper den islandske liga. 

Thomas Mikkelsen har spillet i Breidablik siden juli 2018, hvor han skiftede fra skotske Ross County. Han har scoret 51 mål i 56 kampe i alt for den islandske klub fra Kopavogur.

Næste kamp for Breidablik er på mandag, og det er mod rækkens nummer fire KR Reykjavik, der har danske Tobias Thomsen og Kennie Chopart i truppen.

Annonce

1 kommentar

Se kommentarer
Annonce