


Fredag aften blev gruppe 1 i det øverste lag i Nations League sparket i gang.
Kroatien mødte Østrig, som havde Ralf Rangnick ved roret for første gang.
Og det var de kroatiske værter, der startede opgøret bedst.
Efter 18 minutter smed Josip Brekalo et godt indlæg i boksen, som Mario Pasalic kom først på, men kroatens hovedstød røg snært forbi fjerneste stolpe.
Generelt var det en forholdsvis lige kamp i første halvleg, men kort før pausen slog Østrig til.
Marko Arnautovic modtog bolden fra Karim Onisiwo højt oppe på banen, og herfra så han sig ikke tilbage.
Angriberen drev flot bolden til feltkanten, hvorefter han trak den ind til højrebenet og flot satte den ind bag Ivica Ivusic i det kroatiske mål. 1-0 til Østrig ved pausen.
Og kort efter pausen kom Østrig også foran 2-0. Maximilian Wober snød sin direkte mand på kanten, og herfra lagde en flad bold ind til Michael Gregoritsch, der sikkert sendte den i målet og dermed udbyggede østrigernes føring.
Og det blev endnu værre for Kroatien nogle minutter senere.
Denne gang var det Marcel Sabitzer, der gjorde det onde mod værterne, da han flot sparkede bolden fladt ind langt ude fra feltet.
De to scoringer i anden halvleg tog pusten fra Kroatien, som ikke for alvor pressede på i slutfasen, selvom de skiftede spillere som Luka Modric ind.
Det var i højere grad Østrig, der var farlige, men de fik ikke scoret yderligere i slutminutterne.
Derfor sluttede det 3-0, og dermed fik Østrig en drømmestart på Nations League, mens kroaterne omvendt fik en hæslig start.
Moldova slog Liechtenstein i D-laget
Der blev også spillet andre kampe på samme tid som Østrigs kamp.
Blandt andet i Liechtenstein, som mødte Moldova i det nederste lag i Nations League.
Og det blev gæsterne fra Moldova, som tog de tre point.
Ion Nicolaescu scorede kampens første scoring på straffe efter fem minutter, mens Vadim Bolohan scorede til 2-0 i overtiden.
Dermed endte det med en sejr til Moldova, hvilket var deres første sejr i 12 kampe.


Kroatien
Liechtenstein
Østrig
Moldova
UEFA Nations League A

































