Sydbank Pokalen -Græsrødderne-profil: Vil kyse FCN på fysikken
Foto: FC Græsrødderne
2020-10-08 07:00:02
Foto: FC Græsrødderne

Græsrødderne-profil: Vil kyse FCN på fysikken

Den tidligere Brøndby IF- og Randers FC-spiller Jan Frederiksen, der nu spiller for FC Græsrødderne, mener, at holdet skal spille på fysikken for at have en chance mod FC Nordsjælland i Sydbank Pokalen.

Artiklen fortsætter efter annoncen
Annonce

Artiklen er bragt i samarbejde med LigaBold.dk. 

Mange tidligere Superliga-profiler spiller nu i FC Græsrødderne heriblandt Jan Frederiksen, Jan Kristiansen, Simon Bræmer og Martin Albrechtsen. 

Torsdag eftermiddag venter en yderst vanskelig opgave for det rutinerede Københavnsserie-mandskab, når Superliga-holdet FC Nordsjælland gæster Gentofte Sportspark i Sydbank Pokalen.

Den tidligere Brøndby IF- og Randers FC-spiller Jan Frederiksen er en af profilerne på FC Græsrødderne-holdet. Den 38-årige back siger til LigaBold.dk, at det bliver meget svært at nedkæmpe FCN. Hvis FC Græsrødderne skal have en chance, skal det blive en fysisk kamp.

- Vi skal først og fremmest lykkes med at stå kompakt og nok ikke spille med to angribere, som vi plejer. Vi skal nok stille lidt mere defensivt og kompakt op og turde spille med dem, selvom det er en af deres forcer at spille i de små områder. 

- Når vi rammer vores gode dage, kan vi også spille hurtigt og i de små områder. Det gælder bare om at turde spille med dem og så måske kyse dem lidt på fysikken, hvis vi kan, siger Jan Frederiksen til LigaBold.dk.

Rutinen bliver vigtig

Gennemsnitsalderen er høj på FC Græsrødderne-mandskabet, og derfor har mange af spillerne tabt tempo i løbet af årene. Til gengæld kan holdet spille på deres store rutine og deres kølighed.

- Jeg har ikke de store forventninger. Det bliver en svær opgave, må man sige, og vi bliver sat på prøve. 

- Når det så er sagt, er det en megasjov kamp at få for os gamle gutter, som selv har prøvet at spille på det niveau mange af os. Jeg ser utroligt meget frem til kampen, og jeg glæder mig da det til at se, hvor vi står henne.

- Det er klart, at de løber mere end os, men vi har noget rutine, som vi forhåbentlig kan spille lidt på, så vi ikke kommer ud at løbe forgæves. 

- Både jeg og de andre gutter, som jeg har snakket med, glæder sig helt vildt til kampen. Det er en fed kamp at få for Græsrødderne, siger Jan Frederiksen.

Tror du, at I har en reel chance mod FC Nordsjælland?

- Nej, det tror jeg ikke, men vi går selvfølgelig på banen for at vinde. Vi er selvfølgelig også realistiske, og mange af os bliver 40 om lidt, men alt kan jo ske i en pokalkamp. Vi går derfor ind med hovedet højt og gør alt, hvad vi kan, for at give dem kamp til stregen.

Megasjov kamp

Jan Frederiksen er glad for, at det netop er FC Nordsjælland, som FC Græsrødderne skal møde i pokalturneringen. Han roser klubben for deres gode vision.

- Det bliver pissesjovt. Vi glæder os helt vildt. Hvis vi skulle trække et Superliga-hold, nu hvor alle hold ikke er med, så er det fedt at trække FC Nordsjælland, som gerne vil spille god fodbold og har mange unge spillere. 

- Det er en god klub, der har en rød tråd og har været danske mestre, selvom det er et andet hold nu. Vi synes, at det er megasjovt, og vi glæder os bare. Det er en fin kamp for os, selvom det nok er 90-10 i deres favør.

FC Græsrødderne besejrede Rødovre Boldklub i første runde af pokalturneringen med 4-2, mens FC Nordsjælland først træder ind i turneringen nu.

Opgøret mellem FC Græsrødderne og FC Nordsjælland i Gentofte bliver fløjtet i gang torsdag 8. oktober klokken 16.30.

Annonce

3 kommentarer

Se kommentarer
Annonce