I efteråret blev Peter Graulund fyret som fodboldekspert hos NENT Group, men den sag er ikke helt ovre.
For Graulund har således stævnet sin tidligere arbejdsgiver, og de to skal til næste forår mødes i byretten, hvor det skal afgøres, om fyringen var uberettiget.
Det skriver Ekstra Bladet, der mener at vide, at Graulund kræver fuld lønkompensation for fyringen.
Graulund blev dengang fyret af NENT med begrundelsen, at der manglede tillid mellem ham og NENT, da Graulund ved siden af tjansen som ekspert havde deltaget i et møde med FC Nordsjællands Magnus Kofod, ligesom han optrådte på et billede med AaB's Marcus Hannesbo, der forlængede sin kontrakt.
NENT's sportschef Kim Mikkelsen bekræfter stævningen overfor Ekstra Bladet.
- Sagen er berammet til engang i 2022, og så må den gå sin gang. Jeg vil ikke gå yderligere ind i det udover at gentage, hvad jeg sagde, da vi stoppede samarbejdet med Peter. Nemlig, at vi er ærgerlig over, at det kom dertil, men set i lyset af det, der skete, var tilliden mellem os væk, siger Kim Mikkelsen til Ekstra Bladet.
Mikkelsen bekræfter overfor Ekstra Bladet, at NENT-ansatte Martin Jørgensen og Per Frimann er blevet indkaldt som vidner i sagen.




































