Det grønlandske landshold kan på sigt komme til at spille kvalifikationskampe mod nord- og mellemamerikanske landshold.
Det er i hvert fald planen, at det grønlandske fodboldforbund, KAK, på sigt skal optages i fodboldforbundet Concacaf, og ansøgningsprocessen er allerede i gang.
- Det er nærmest umuligt at blive medlem af det europæiske fodboldforbund UEFA, hvor vi ikke er blevet bakket op fra det danske fodboldforbund DBU.
- KAK har derfor besluttet, at vi selv skal udarbejde ansøgningsprocessen til Concacaf, siger formanden for ansøgningskomitéen Tønnes Berthelsen til det grønlandske medie Sermitsiaq.
Grønland har ikke et fodboldstadion, som kan blive godkendt i forhold til de internationale krav. Derfor kan holdets hjemmekampe blive spillet i udlandet.
Artiklen fortsætter efter billedet

Hjemmekampe i USA, Canada eller Island bliver af Berthelsen nævnt som muligheder for Grønland.
Grønlandsk fodbold skal rykkes
Grønland har dansk landstræner i form af Morten Rutkjær. Han ser store perspektiver i Grønlands ventede optagelse i Concacaf.
- Det er klart realistisk, at vi optages, og jeg har store ambitioner på Grønlands fodbolds vegne. Der er uanede muligheder, og med det fundament vi er ved at bygge op, er vi klar til at tage udfordringen op.
- Vi vil tage kampen op mod de store nationer. Det har også stor værdi, at vi viser Grønland frem, og at der er en kæmpe opbakning fra hele befolkningen.
- Det kan godt være, vi ikke vinder mange kampe i starten, men det betyder meget, at det er en fælles mission, og vi står sammen som nation. Hele landet er klar, siger Rutkjær.
Morten Rutkjær har en fortid som træner i flere danske divisionsklubber og forklarer, at det grønlandske landsholds niveau er meget lig, hvad han tidligere har arbejdet med.
- Holdets niveau svarer til 3. division eller toppen af Danmarksserien, men med den rigtige mængde træning og et løft af trænerne og træningsmulighederne i Grønland er det vores mål, at spillerne bliver løftet til et højere niveau.
- Vores spillere spiller primært i Grønland, men vi har også en del i Danmark, på Island og på Færøerne. Målet er at sende flere ud i de kommende år. Vi vil lave en stor indsats for at finde spillere i Danmark, som har grønlandske rødder, og som må spille på landsholdet, forklarer Rutkjær.