Lazio har fået en glimrende start på sæsonen. Ja, faktisk er sæsonen vel allerede så langt henne, at der ikke længere bare er tale om en god start.
Rom-klubben er efter 12 runder kun et enkelt point fra førstepladsen i en meget tæt Serie A, mens de for nuværende topper Europa League-ligaspillet, hvor der er gjort rent bord. I øvrigt som det eneste hold.
Det får klubbens danske kantspiller, Gustav Isaksen, til at drømme stort.
Det fortæller han i landsholdslejren i Helsingør, hvor den tidligere Superliga-topscorer sætter ord på Lazios sæsonstart.
- Det kører bare super godt, siger Isakasen meget enkelt med et smil på læben og fortsætter:
- Det er jo ikke bare lige en enkelt kamp, hvor vi har spillet godt. Så selvfølgelig tør vi drømme og håbe på, at vi måske kan komme i nogle finaler og vinde et trofæ. Det får vi at se. Men det overordnede mål inden sæsonen var jo at komme i top-4 og måske komme i Champions League i næste sæson.
Artiklen fortsætter efter billedet

- Så det var ikke forventet, at vi ville få en så god en start, men nu kan man lige så godt prøve at jagte tingene, fortæller Isaksen.
Ny træner gør forskellen
Den 23-årige dansker havde den forhenværende Chelsea-træner Maurizio Sarri som træner, da han skiftede til Lazio. Siden overtog Igor Tudor, der dog kun holdt i 79 dage.
Ansættelsen i sommer af den nuværende træner, Marco Baroni, har gjort en stor forskel, mener Isaksen.
- Vi har fået en træner ind, som er helt anderledes end de to andre træner, jeg har haft i Lazio. Han er meget inde over spiller-truppen og snakker meget med os, og så er han bare sindssygt passioneret og vil vinde for hver en pris.
- Der er også lavet nogle udskiftninger i truppen, som har gavnet os, og vi har fået noget nyt blod ind, der virkelig kæmper for trøjen. Så det har været en fed start, og vi har bare vundet en masse kampe, og så får truppen selvfølgelig også noget selvtillid, afslutter han.
Gustav Isaksen har spillet i Lazio siden sommeren 2023. Han står for nuværende noteret for 52 kampe for Rom-klubben.
I denne sæson har han fået 709 minutter fordelt på 15 kampe. Isaksen er startet inde i otte af dem.

Lazio
Serie A

































