Major League Soccer -Gyldent gensyn: Nikolajs amerikanske drøm
Foto: Colombus Crew
2020-05-11 06:00:02
Foto: Colombus Crew

Gyldent gensyn: Nikolajs amerikanske drøm

I 2017 skrev vi en historie om vestjyske Nikolaj Hansen, der som 10-årig flyttede til USA med sin familie og tog turen hele vejen fra børnefodbolden og ind i MLS. Den historie kan du genlæse i dag.

Artiklen fortsætter efter annoncen
Annonce

22-årige Nikolaj Hansen - eller Niko, som han bliver kaldt i det amerikanske - løber rundt langs sidelinjen på MAPFRE Stadium i Columbus og varmer op. Inde på banen er der fuld gang i opgøret mellem Nikolajs holdkammerater fra Columbus Crew og modstanderne fra Portland Timbers.

Stemningen på lægterne er høj - der står nemlig 2-2 på tavlen, og begge hold jagter sejren i sæsonens fjerde MLS-kamp. Nikolaj har haft en god træningsuge og har hørt på vandrørene, at det måske godt kunne blive i dag, han kunne få sin debut.

Og ganske rigtigt. Efter en times spil rejser cheftræner Gregg Berhalter sig og peger på Nikolaj. Nu gælder det.

Pludselig begynder adrenalinen at pumpe, og sommerfuglene i maven folder sig ud. Nikolaj rejser sig - han er klar. Og få minutter senere er drømmen en realitet - den dansk-amerikanske knægt fra Oksbøl får sin debut som professionel fodboldspiller. Og det bliver ikke bare hvilken som helst debut.

Drømmen startede tidligt
I september 1994 kom Nikolaj Hansen til verden og begyndte sit liv i den lille by Oksbøl tæt på Esbjerg, hvor han boede med sin danske far og sin amerikanske mor, som mødte hinanden, da far var udvekslingsstuderende i Calfifornien, USA.

Og der gik ikke mange år, før Nikolaj løb rundt på de vestjyske græsbaner.

- Jeg startede meget tidligt med at spille fodbold. Jeg var vel kun tre-fire år og spillede først i Oksbøl, hvor min far var træner for os og siden i Varde IF, siger Nikolaj Hansen til bold.dk.

Da han nåede 10 somre blev forældrene skilt, og Nikolaj og hans søster flyttede med mor til Davis i Californien, mens far blev hjemme i Oksbøl. Men det betød ikke, at det var slut med fodbold.

- Det var altid en drøm for mig, at jeg kunne komme til at leve af at spille fodbold. Så det droppede jeg ikke, bare fordi vi flyttede til USA, men det ville selvfølgelig blive en lidt anden vej mod drømmen.

- Så jeg fortsatte med det samme. Jeg startede på et U11-hold, men niveauet var ikke så imponerende, så jeg blev rykket op og spillede med dem, der  var et år ældre, siger Nikolaj Hansen.

College-interesse
Og så gik det ellers stille og roligt, slag i slag, indtil Nikolaj Hansen nåede op i midten af teenageårene, hvor han spillede high school-fodbold i efteråret og i sin klub i Davis i den resterende del af året - og så småt begyndte interessen at melde sig fra de forskellige college-hold rundt omkring i USA.

- Vi havde et rigtig godt hold i de år, og det var lidt for nemt for os. Det var ikke det højeste niveau, men det var en god måde at være sammen på. Vi havde det rigtig godt sammen og havde det fedt. Det handlede lige så meget om at have det sjovt, siger Nikolaj Hansen.

Indimellem var det dog også på højt niveau. Da Nikolaj Hansen var 16, røg han af sted til en turnering i Dallas med U19-holdet i sin klub.

- Jeg var bare en 16-årig knægt mod 18-19-årige drenge. Det var en god oplevelse, og det var der, det gik op for mig, at der var mange, der havde interesse for mig, og at det rent faktisk kunne blive til noget.

- Jeg gjorde det godt, og min træner blev spurgt ind til mig, men jeg var faktisk for ung for et college at snakke med, men året efter var jeg med til en turnering i Florida, og der snakkede jeg mere med dem, fordi jeg var blevet ældre, siger Nikolaj Hansen.

College-tid
Nu, hvor Nikolaj var blevet ældre, kunne han så småt begynde at planlægge, hvor college-årene skulle spenderes. Så han begyndte at flyve rundt i hele USA for at kigge på de forskellige skoler, som var interesserede i at tilknytte ham.

Efter nøje overvejelse blev han enig med sig selv om, at University of New Mexico i byen Albuquerque var det rigtige valg. Valget blev truffet mere end et år inden, han rent faktisk skulle begynde på college, men en mundtlig aftale blev indgået og i januar 2013 skrev han under med University of New Mexico og startede i den efterfølgende sommer.

- Det var på mange måder et skridt op rent niveaumæssigt - både i forhold til skole og i forhold til fodbold. Men det var et godt system at være i, og jeg kom hurtigt ind i det og spillede angriber på skolens hold.

Rent faktisk var der et par af skolens spillere, som enten valgte at drage videre eller valgte at stoppe med fodbolden, og derfor var Nikolaj Hansen allerede i sit første år på skolen fast mand i angrebet.

- Den første sæson var rigtig god sportsligt. I det andet og tredje år gik det lidt mere stille og roligt. Det gik ikke helt, som jeg havde regnet med spillemæssigt, men jeg så det ikke som et tilbageslag. For mig handlede det bare om at køre på og lære en lille smule hver dag.

- Faktisk udviklede jeg mig nok mest på det mentale plan i de to midterste år. Jeg blev mere voksen i de år. Det var ikke fordi, der var noget, der holdt mig tilbage, og jeg kørte hele tiden på, men jeg blev bare mere moden. 

- Jeg skulle vænne mig til lange sæsoner, og at der skulle så meget til. Der er lange opstarter med meget løb og den slags. Jeg lærte at leve lidt som en professionel - og det er ikke nemt, når det i løbet af årene også bliver sværere i skolen, siger Nikolaj Hansen.

Blev draftet som nummer ni
I det sidste år på skolen skulle Nikolaj bevise sig over for MLS-holdene, der i starten af 2017 skulle drafte spillere fra skolerne rundt omkring i landet. Nikolaj var tilbage på det helt rigtige spor rent spillemæssigt. Han førte an på college-holdet og scorede i løbet af sæsonen 13 kasser.

- Jeg tænkte ikke så meget over, at det var nu, jeg skulle bevise mig. Men vi havde et rigtig godt år, og vi kørte bare på. Jeg havde lært en hel masse i årenes løb og skulle prøve at sætte det hele sammen. Jeg havde stor fokus på at gøre det godt for holdet - men det endte jo så også med at gå godt individuelt, siger Nikolaj Hansen.

Faktisk gik det så godt, at Nikolaj i løbet af sæsonen blev en af de helt store profiler i college-fodbold. Den farlige angriber fik MLS-holdene til at spærre øjnene op. Og op til MLS SuperDraft blev Nikolaj kontaktet af MLS - og kort tid efter havde han skrevet kontrakt med ligaen.

I USA er det nemlig sådan, at man ikke skriver kontrakt med klubben, man spiller i - men med organisationen, som driver ligaen, MLS. Og den 13. januar skulle Nikolaj til SuperDraft i Los Angeles, hvor han skulle finde ud af, hvor fremtiden skulle ligge.

- Jeg havde jo skrevet kontrakt med MLS, så jeg vidste, at jeg ville blive draftet, men jeg vidste ikke noget om, hvornår det ville blive. Det handlede bare om at være tålmodig, siger Nikolaj Hansen.

Draften fungerer på den måde, at de forskellige hold får lov at vælge i en rækkefølge, som på forhånd er lagt fast på baggrund af nogle bestemte regler - 88 spillere skulle vælges.

- Da de kom til nummer 9, var det Columbus Crews’ tur. Og pludselig blev mit navn råbt op, og så tænkte jeg bare ‘hold da kæft’. Det var fremragende men også en helt vild oplevelse. Det var helt surrealistisk. Jeg havde slet ikke regnet med, at det ville blive så tidligt, siger Nikolaj Hansen, som ikke kendte så meget til sin nye klub - han havde nemlig mest fulgt med i de europæiske ligaer.

- Jeg skulle også op og sige noget foran alle dem, der var der og fik sagt tak til alle dem, der har hjulpet mig. Det var en drøm, der gik i opfyldelse, men jeg var også bevidst om, at nu skulle der virkelig knokles på, siger Hansen.

I de efterfølgende uger flyttede Nikolaj fra sit college i Albuquerque i New Mexico til Columbus i Ohio og begyndte at forberede sig til sæsonen, som startede den 4. marts. De første tre kampe foregik for Niko Hansens vedkommende på bænken - men i den fjerde blev drømmen en realitet.

Drømmen bliver til virkelighed
Egentlig er Nikolaj angriber, men han bliver sat ind i en meget offensiv kantposition, hvor han skal udnytte sin høje fart til at jagte enhver mulighed for at spille en afgørende rolle.

Nikolaj skaber masser af optræk til muligheder, men han når ikke helt frem til de rigtige afslutninger - efter 84 minutter er der dog bingo. Bolden dumper ned for fødderne af ham i den ene side af feltet efter en ripost fra keeperen, og Nikolaj afslutter resolut.

Et splitsekund senere ligger bolden i nettet - og stadion går amok. Nikolaj kan ikke tro sine egne øjne, men vender sig rundt og løber jublende ud mod fansene. Han har lige sikret Columbus Crew sejren og har fået en professionel debut, som få kun kan drømme om.

Se Nikolaj Hansens debutscoring ved at klikke her.
Se Nikolaj Hansen blive valgt til MLS SuperDraft ved at klikke her.

Nikolaj Hansen er i dag 25 år gammel og spiller for Houston Dynamo.

Annonce
Annonce

Del dine tanker...

Vi vil gerne høre din mening! Del dine synspunkter med os og de andre bold-læsere og bliv en del af debatten.

Start debatten
Annonce