3F Superliga -Gyldent gensyn: Viggos kæmpe EfB-projekt
2020-04-21 06:00:02
Foto: Getty Images

Gyldent gensyn: Viggos kæmpe EfB-projekt

bold.dk går i denne tid en tur i arkivet og finder nogle af de bedste interviews og artikler, mens fodbolden ligger stille, og i dag handler det om legendariske Viggo Jensen og Esbjerg fB's opblomstring.

Artiklen fortsætter efter annoncen
Annonce

I 2016 handlede bold.dk's berømte og berygtede julekalender om nogle af de mest målrige kampe i Superligaens historie, og bag låge nummer 17 gemte sig en kamp fra foråret 2000, hvor Esbjergs oprykkere var på besøg hos Lyngby. 

De to hold spillede et brag af en kamp, og det hele endte med vestjysk sejr på 6-4.

Hos Esbjerg scorede blandt andre Jess Thorup og Simon Karkov - sidstnævnte to gange. Hos Lyngby var gode Superliga-navne som Andreas Havlykke, Kim Christensen og John Bradley August på scoringstavlen.

Men på trods af det spektakulære resultat, så er det ikke en kamp, der har sat sig fast i minderne hos den tids Esbjerg-træner Viggo Jensen.

- Jeg kan huske, at vi slog OB i første runde, og at vi vandt over Brøndby lige efter vinterpausen. Men den her har jeg godt nok lidt svært ved at grave frem, siger Viggo Jensen, da bold.dk har fået greb i den sympatiske Superliga-legende.

- Det er pudsigt, at jeg fuldstændig har fortrængt det. Det er sjovt, at det er nogle andre ting, jeg kan huske. 6-4 er jo ellers et noget specielt resultat, siger han med forundring i stemmen.

Forarbejdet
Sæsonen kan Viggo Jensen dog godt huske - det var nemlig første gang i 13 år, at Esbjerg var at finde i landets bedste række. Oprykningen i 1999 kom som en kulmination på et par års arbejde, som var blevet sat i gang, da Viggo Jensen blev ansat i vinterpausen i 1997/98-sæsonen.

Så før vi tager et kig på sæsonen, så skruer vi lige tiden tilbage og kigger lidt på det, der sørgede for, at det blev til oprykning - for det var ikke bare sådan lige over natten, at det blev en realitet.

Esbjerg lå i midten af 90'erne og rodede rundt i midten af 1. division - men det ville en vis Hr. Tage Sørensen ikke se på længere. Esbjerg skulle tilbage på topplan.

Så ifølge eget udsagn fra et interview i Hjerting Posten i 2015 skød nu afdøde Sørensen 10 millioner i foretagendet og bad borgmester Johnny Søtrup om at finde et par virksomheder mere, som ville være med - og så gik det ellers derudad.

- Det var et kæmpe projekt, der skulle i gang, siger Viggo Jensen.

- Det hele blev meget mere professionelt. Det var den der klassiske fortælling om omlægningen til en professionel fodboldklub. Der var en dynamisk ledelse, som jo også godt kunne se, at vi ikke kunne nøjes med at skulle have forstærkninger fra tredjeøverste hylde - vi var nødt til at komme højere op, hvis vi ville op og blande os i ligaen.

Spillerflugten skulle stoppes
Før man kunne begynde at hente dyre spillere til vestkysten, skulle man dog lige have styr på noget andet først.

- Da jeg kom til, bestod den allerførste opgave i at sørge for at stoppe spillerflugten. Førhen hentede Vejle Boldklub og AGF jo bare de spillere, der var gode i Esbjerg. Dem måtte vi bare afgive, men det fik vi sat en stopper for. 

- Man lavede jo allerede et godt arbejde med de unge spillere, og der var et stort område at rekruttere fra. Sidenhen har man jo formået at arbejde videre med det, og Esbjerg producerede virkelig mange unge spillere i årene, der kom. Men de bedste af dem forsvandt i starten, siger Viggo Jensen og leverer et eksempel.

- Simon Karkov, som scorede to i den kamp, du lige har spurgt mig til, havde jo også været ude (Karkov havde været i Heerenveen, red.) og var så vendt hjem, siger han.

- Opbygningen af EfB var et kæmpestort arbejde, og det var jo en lang proces, der reelt set strakte sig helt frem til, at man fik bygget det nye stadion, siger Viggo Jensen med henvisning til Blue Water Arena, som blev indviet i 2009.

- Det var en sindssygt spændende proces at være med til. Der var nye mennesker omkring det, og alle var forandringsparate, mens det gode forhold til amatørafdelingen blev opretholdt.

Så kom kulminationen - og nedturen
Inden for kridtstregerne gik det også godt. Viggo Jensen blev som sagt hentet til klubben i midten af 97/98-sæsonen, og derfra gik det sådan set bare opad.

- Vi kunne ikke nå noget i det første halve år, men vi begyndte stille og roligt at bygge på og rykkede så op året efter, siger Viggo Jensen og nævner, at en afgørende faktor for oprykningen var angriber Iddi Alkhag, som senere skulle få en god portion Superliga-kampe på cv'et i Silkeborg. 

Men succesen udeblev i Superligaen. Esbjerg endte på sidstepladsen og rykkede ned sammen med Vejle Boldklub.

- Vi var ganske enkelt rykket for tidligt op. Vi var ikke klar til Superligaen på det tidspunkt. Vi havde ikke den store økonomi at arbejde med, da vi rykkede op, så vi kørte videre med en stamme af forholdsvist unge Esbjerg-drenge, som ikke helt kunne knække koden, siger Viggo Jensen.

- Det var folk, der ikke havde spillet på det her niveau tidligere. Det var første gang, og der var ingen af dem, der havde den store erfaring. 

- Jess Thorup var den eneste erfarne spiller, som også senere skulle vise sig at blive en rygrad på holdet. Men holdet var ganske enkelt ikke stærkt nok, så det var helt fortjent, at vi rykkede ned igen. Der var ikke noget at komme efter. Det var først, da vi rykkede ned, at vi fik et godt godt, siger Viggo Jensen.

Den hurtige genrejsning
I den efterfølgende sæson var Esbjerg forholdsvist suveræne i 1. division og snuppede førstepladsen med seks point ned til Vejle Boldklub på andenpladsen, mens man i en testkamp eksempelvis bankede Helsingborg, som spillede europæisk fodbold på det tidspunkt.

Og hvis man spørger Viggo Jensen, så skete der faktisk noget vigtigt i sæsonen, hvor man rykkede ned fra Superligaen. Da hentede klubben nemlig Joakim Persson i Göteborg.

- Det startede med Persson, og så fik vi altså nogle gode spillere ind efterfølgende i Michael Hansen, Christian Karlsson og Erik Wahlstedt. De var virkelig med til at løfte niveauet samtidig med, at der var flere af vores egne, der stille og roligt begyndte at udvikle sig, siger Viggo Jensen.

Netop Joakim Persson er en mand, som Viggo Jensen bliver ved med at vænne tilbage til i den lange snak om gamle dage. Han var nemlig vigtig.

- Det er jo ikke normalt, at en defensiv midtbanespiller bliver publikumsfavorit - men det blev han altså. Og han var også meget afholdt af holdkammeraterne. 

- Han var en virkelig vigtig mand i opbygningen af det Esbjerg, der skulle udvikle sig i årene derefter. Han var et godt anker, og han var med til at tegne butikken. Han endte da også med at ryge videre til Hansa Rostock, da hans kontrakt løb ud i Esbjerg, siger Viggo Jensen, inden han hoster op med en anekdote.

- Jeg husker, at Persson fortalte, at spillerkonerne bedre kunne lide mig, end spillerne kunne. Det ville han bare lige fortælle mig. Jeg var altid flink og rar over for dem, når vi mødtes efter kampene og fik smørrebrød i klubhuset. Det var nok fordi han mente, at jeg var lidt hård ved ham og de andre spillere, siger Viggo Jensen grinende.

I sommeren 2002 var Viggo Jensens tid i Esbjerg forbi, og han overlod roret til Ove Pedersen, som førte Esbjerg-projektet videre i de efterfølgende tre og et halvt år med DM-bronze europæisk fodbold.

Podcast Cover

Crystal Palace smidt ud af Europa League

Hattrick | Afsnit 156

Crystal Palace er endegyldigt smidt ud af Europa League, og London-klubben skal i stedet spille Conference League. Bliv klogere på hvorfor, og om det betyder noget for Brøndby.

Læs mere
-15:02

Annonce
Annonce

Del dine tanker...

Vi vil gerne høre din mening! Del dine synspunkter med os og de andre bold-læsere og bliv en del af debatten.

Start debatten
Annonce