Den danske landsholdsmålmand Lene Christensen fortsætter karrieren i Sverige, hvor hun skifter til Hammarby på en lejeaftale året ud fra Rosenborg BK.
Samtidig har den norske klub forlænget den 26-årige keepers kontrakt, så den nu løber frem til udgangen af 2027-sæsonen.
Lene Christensen har været en fast del af det danske A-landshold siden 2020 og står noteret for 31 landskampe. Senest var hun med i truppen til VM-kvalifikationskampene mod Sverige og Serbien i juni.
- Jeg har hørt meget om fansene. Der er ikke mange steder, hvor kvindefodbold har en fankultur som denne i Hammarby. Det bliver virkelig fedt at opleve at høre dem synge i 90 minutter, siger Lene Christensen til klubbens hjemmeside.
Hammarby udviser også glæde for lejeaftalen med danskeren og udtaler, og at der nu vil være hård konkurrence om spilletid på banen.
- Vi er meget glade for, at Lene er på plads i Stockholm og klar til at starte med holdet med det samme. I forårssæsonen har vores forsvar været rigtig godt, og med Lene får vi en erfaren og selvsikker målmand, siger teknisk chef Adrian Båge von Heijne.
- Med Lene vil der være hård konkurrence om spilletid, samtidig med at vi får en bredde af positioner og et godt miljø, hvor alle vores målmænd kan udvikle sig.
Lene Christensen kom til Rosenborg forud for 2022-sæsonen og har spillet 48 kampe for den norske klub.
Efter en lang skadespause har hun kæmpet sig tilbage og skal nu fortsætte sin udvikling hos det svenske tophold resten af året.


Rosenborg
Hammarby





































