Marek Hamsik har spillet for Napoli siden sommeren 2007 og er efterhånden blevet lidt af et klubikon. Det blev der sat tydelig streg under, da han i efteråret slog Diego Maradonas scoringsrekord i klubben.
Og den 30-årige slovak har da heller ikke planer om nogensinde at forlade Serie A-klubben.
- Jeg var kun 20, da jeg kom, men jeg har aldrig fortrudt det - selvom en gruppe fans gik imod klubben i forbindelse med min ankomst, siger Marek Hamsik ifølge football-italia.net til Corriere dello Sport.
- Jeg er glad i Napoli, og det er min familie også. Jeg føler mig hjemme. Byen er smuk, og folk er varme. Da Juventus og Milan begge var interesserede, var jeg ikke overbevist. Jeg havde en følelse af, at jeg ikke ville væk.
- Jeg har alt her - både professionelt og som menneske. Selvom man ikke kan forudsige fremtiden, så tror jeg på, at jeg vil slutte min karriere her, siger Marek Hamsik.
Marek Hamsik har snart spillet 500 kampe for Napoli og har været fast anfører for klubben siden startenaf 2013/2014-sæsonen. Han har kontraktudløb i 2020.


SSC Napoli
Serie A




























