AGF kunne torsdag præsentere lidt af en bombe i 3F Superligaen, da den aarhusianske klub kunne meddele, at man fra 1. marts har ansat SønderjyskEs sportschef Hans Jørgen Haysen.
Hovedpersonen selv har siden 2014 været sportschef i SønderjyskE, og i sommer vandt klubben således sin første titel nogensinde, da klubben vandt pokalturneringen, og den gode udvikling er fortsat ind i denne sæson, hvor SønderjyskE har gjort sig i toppen af rækken.
Altså er den sønderjyske klub i en rivende udvikling, men det er hans kommende klub AGF også, for sidste år tog AGF bronzemedaljerne efter en lang periode uden succes.
Selv om begge klubber har medvind i sejlene, så har AGF og udviklingen i Aarhus dog hevet mest i Haysen, der er blevet præsenteret for en spændende pose, som han selv udtrykker det.
- Det som AGF har gang i deroppe og den udvikling, de har gang i, ser solid og spændende ud, og så har de snakke, jeg har haft med Jacob Nielsen (administrerende direktør i AGF, red.) også givet mig et godt indblik i både klubben og ham selv, siger Haysen til bold.dk og fortsætter:
- Der skal et stærkt team til at lykkes, og jeg synes, jeg har fået en pose, hvor der ligger så mange spændende ting i, at jeg gerne vil med om bord hos AGF og være en del af det fremadrettet.
- Det er nok meget rammende, at sige det er et valg mellem to luksus. For jeg har været super, super glad i SønderjyskE. Det er to luksus, for jeg synes, at AGF har gang i noget, der kan blive luksuriøst, forstået på den måde, at der er gode muligheder for at vinde nogle kampe og udbygge klubben endnu mere.
- Det er nemt at sige, man vil op at vinde pokaler og medaljer, for det skal bygges rigtigt op, og det synes jeg, de har været gode til i AGF og særligt over de senere år. Det har klart vejet med i mine overvejelser, at AGF står så godt nu.
Hans Jørgen Haysen tiltræder efter planen i AGF fra 1. marts, men ledelsen i SønderjyskE ser, ifølge Haysen, lige nu på, hvordan den sidste tid i Haysens' SønderjyskE-tid skal se ud.
- Klubben skal afgøre, hvad der skal ske nu, og jeg har fuld forståelse for, hvis det bliver anderledes end nu. Gør det ikke, så agerer jeg også 100 procent inden for det andet. Men det er vigtigt, den sidste måned bliver ordentlig og jeg kan med statsgaranti sige, at den bliver på lyseblå præmisser.
Efterlader noget godt i SønderjyskE
Haysen erkender, at det har været svært at skulle vælge SønderjyskE fra efter så mange år i klubben – men de seneste sæsoners udvikling var også med til at gøre udslaget i afskeden med den SønderjyskE klub.
- Jeg har haft mange overvejelser, og det er ikke på grund af AGF. Det er på grund af det, som jeg forlader om en måned. Jeg trådte ind ad døren i SønderjyskE, hvor klubben ikke engang hed det, den 1. januar 2000, så vi kan hurtigt regne ud, at det er lidt over 21 år siden, siger han og fortsætter:
- Når man har været et sted i 21 år i alle mulige funktioner og de sidste syv år med ansvaret på skuldrene, hvor jeg har arbejdet med fantastiske mennesker, så er det ikke et valg, der lige bliver truffet som at købe et par strømper nede i butikken.
- Der har været rigtig mange overvejelser, men jeg synes for mig selv og for den udfordring, der er i AGF, at det er det rette tidspunkt.
- Jeg synes, jeg efterlader noget godt, og det har været en vigtig del for mig, at klubben overleveres i en rigtig god forfatning, for klubben kigger også ind i nogle spændende ting.
Mere færdigt projekt venter i AGF
Med skiftet til AGF kommer Hans Jørgen Haysen til et mere færdigt projekt, mener han, og derfor skal der måske skrues på nogle mindre ting, end der skulle, da han tiltrådte som sportschef i SønderjyskE.
Hvor skal du rykke AGF?
- Jamen, AGF har jo nogle strategier og har nogle måder, de vil gøre tingene på, og dem er jeg selvfølgelig også blevet forelagt, og dem ser jeg mig kunne bygge meget videre på, siger han og uddyber:
- Det er ikke sådan, at jeg skal ind og vælte om på en masse ting. Og det synes jeg er fedt. I SønderjyskE, med hjælp fra direktør Klaus Rasmussen og formand Gynther Kohls, har jeg været med til at bygge det hele op fra bunden til der, hvor vi er nu.
- Nu kommer jeg til en klub, hvor der selvfølgelig skal bygges på, men AGF er et helt andet sted, end situationen var, da jeg startede i SønderjyskE. Så for mig er det, at der er rigtig mange ting, som fungerer i AGF, og så er der nogle ting, som jeg kan sætte mit præg på og kan få til at fungere bedre på den og den måde.
- Det er forhåbentligt finjusteringer og smånuancer, jeg kan gå ind at skrue på, så det giver det ekstra i sidste ende, som gør, at vi vinder nogle kampe og udvikler os.
I AGF overtager Haysen sædet som sportschef fra Peter PC Christiansen, som rykker til FC København. Den nyhed blev officiel i slutningen af november, men ifølge Haysen har processen med AGF ikke rakt så langt tilbage.
Den har dog været grundig, siger han.
- Det er gået forholdsvist hurtigt her til sidst. Selvfølgelig, har der været noget snak, for AGF og jeg træffer ikke bare sådan et valg. Det har været en grundig proces, men det er ikke noget, som har strukket sig over sindssygt lang tid.
Hans Jørgen Haysen har været ansat på en funktionæraftale i SønderjyskE og har haft en måneds opsigelse i klubben. Derfor slipper AGF altså også for at betale SønderjyskE en transfersum for Haysen.

Crystal Palace smidt ud af Europa League
Hattrick | Afsnit 156Crystal Palace er endegyldigt smidt ud af Europa League, og London-klubben skal i stedet spille Conference League. Bliv klogere på hvorfor, og om det betyder noget for Brøndby.
Læs mere
AGF
Sønderjyske
3F Superliga



































