Selvom OB er noget længere fremme i opstartsfasen formåede HB Køge alligevel at holde fynboerne fra fadet, da de to mandskaber tidligere på dagen spillede 0-0 på Herfølge Stadion.
Det gav efterfølgende god grund til optimisme hos midtbanespilleren Mikkel Wohlgemuth og cheftræner Henrik Lehm.
- Det var en god test, helt sikkert. Folk fik en masse kilometre i benene og samtidig var det et skridt opad formmæssigt. Vi fortsætter takterne og står supergodt defensivt som i sidste sæson, siger Wohlgemuth.
Det samme gjorde sig gældende hos Henrik Lehm, der også var tilfreds med holdets fysiske tilstand så tidligt efter ferien.
- Jeg så rigtig mange fine ting. OB er 14 dage længere fremme end os, og derfor synes jeg, at flere af vores stamspillere så overraskende godt ud, da jeg pillede dem ud efter 70 minutter.
- Derudover er jeg tilfreds med, at vi formår at holde nullet. Det er flot, at Andreas (Hansen, red.) holder nullet, han har flere gode redninger i dag. Vi vil gerne stå med en højere bagkæde, og det synes jeg Bozga lykkedes rigtig godt med, afslutter Henrik Lehm til klubbens hjemmeside.
Godt og vel 250 tilskuere overværede opgøret på Herfølge Stadion.


HB Køge
OB
Betinia Liga
Træningskampe





























