Nicklas Pedersen overtog trænerjobbet i HB Køge i sommeren 2023, og siden er det blevet til tre sæsoner i spidsen for det sjællandske mandskab.
Nu har den 38-årige cheftræner taget hul på sin fjerde sæson, som senest bød på et 2-0-nederlag til Vejle Boldklub.
Pedersen har et år tilbage af sin kontrakt, men han har ikke travlt med at søge nye udfordringer.
-Jeg synes, at jeg er ret god til at være i det, jeg er i. Jeg forsøger at gøre mig så umage, som jeg kan, men det er klart, at folk i den her branche altid har ambitioner. Det har jeg også, så på et tidspunkt er det klart, at det kunne være, at jeg skal prøve noget større, siger Pedersen til Bold.
-Men sådan har det ikke været nu, og jeg er meget, meget glad for det job, jeg har. Jeg elsker at komme på arbejde, elsker at arbejde med de unge mennesker. De ældre spillere, som jeg har i truppen, er virkelig dygtige til at være med på rejsen, så det er et fedt sted at være. Stadionet er færdigt, og de unge har fået nogle år på banen.
Artiklen fortsætter efter billedet

Har der været dialog med klubben om fremtiden?
- Det holder jeg for mig selv. Det synes jeg er noget, jeg holder privat.
Pedersen har i alt stået i spidsen for HB Køge i 102 kampe.
Som aktiv spiller var han blandt andet på kontrakt i FC Nordsjælland, FC Groningen og KAA Gent.

HB Køge
Betinia Liga























