



Helsingborg kvalificerede sig tirsdag aften til Allsvenskan efter en 3-1-sejr på udebane mod Halmstad ovenpå et 0-1-nederlag i første kvalifikationskamp.
Helsingborg var uden danske Anders Lindegaard i truppen, men alligevel formåede de at sikre sig kvalifikation til den bedste svenske række, og det var Helsingborgs tidligere spiller og nuværende sportschef, Andreas Granqvist, umådeligt stolt over efter kampen.
- Det er fuldstændig fantastisk, det er svært at sætte ord på lige efter bedriften i dag (tirsdag, red.). Vi har været kalkulerede hele sæsonen, men vi tog stadig en kvalifikationsplads, og vi ved, hvor svært det er det første år, efter man er røget ud af Allsvenskan.
- Så at stå her imod Halmstad og have scoret tre mål på deres hjemmebane i en afgørende kamp. Det er fuldstændig fantastisk, sagde en euforisk Granqvist efter kampen ifølge expressen.se.
Den tidligere landsholdsanfører fortæller, at han var rolig frem til det førende 2-1-mål, hvorefter han var helt ude af den.
- Jeg var ret rolig, indtil vi gjorde det til 2-1, så tabte jeg den fuldstændig. Det betyder utroligt meget for mig personligt. Jeg har et stort hjerte for den her klub, og jeg ved, hvad de her tilhængere fortjener. Hele klubben fortjener at spille i Allsvenskan.
For Helsingborg ligger der en opbygningsproces og venter forud for sæsonen i Allsvenskan.
- Det er en ny opbygning, der er mange unge gutter. Vi har brug for lidt mere rutine og karakter, og så er vi på vej. Det er klart, at en plads i Allsvenskan giver os lidt bedre forudsætninger, sluttede Granqvist.
Helsingborg blev nummer tre i Superettan i denne sæson og skulle derfor ud i to kvalifikationskampe mod Halmstad for at rykke op.
Det opnåede de med en samlet sejr på 3-2, hvorfor Anders Lindegaard og co. spiller i den bedste række i næste sæson.



Helsingborg
Halmstad
Op-/nedrykning til Allsvenskan


































