Det danske landshold har for længst kvalificeret sig til VM i Qatar, og fredag aften bliver spændingen udløst.
FIFA trækker lod til de otte grupper til verdensmesterskaberne i slutningen af 2022, og det er noget, som landsholdsassistenten Morten Wieghorst glæder sig meget til.
- Det bliver virkelig spændende, siger Wieghorst til bold.dk.
- Man kan jo ikke sige, at man har et fuldstændigt overblik over alle de deltagende nationer. Det er jo noget, man sætter sig ind i med teamet, scouts og så videre, når det er.
- Når man kigger på lag 1, er der jo nogle kæmpe nationer og fantastiske fodboldhold. Det bliver især spændende, hvem vi får derfra, vil jeg sige.
- Selvfølgelig kender vi alle de fleste derfra, men hvordan er det lige med holdene i lag tre og fire? Dem kender man jo ikke lige så godt alle sammen, pointerer Morten Wieghorst.
Her er fordelingen
29 af de 32 deltagere ved VM er fundet, og du kan herunder se de fire seedningslag, som bruges i forbindelse med fredagens lodtrækning.
Det er kun de europæiske nationer, der kan havne i pulje med et andet hold fra samme forbund – altså kan Brasilien og Uruguay eller USA og Canada eksempelvis ikke komme i gruppe sammen.
Seedningslag 1:
Qatar
Brasilien
Belgien
Frankrig
Argentina
England
Spanien
Portugal
Seedningslag 2:
Mexico
USA
Holland
Danmark
Tyskland
Uruguay
Schweiz
Kroatien
Seedningslag 3:
Senegal
Iran
Japan
Marokko
Serbien
Polen
Sydkorea
Tunesien
Seedningslag 4:
Canada
Cameroun
Ecuador
Saudi Arabien
Ghana
Wales eller Skotland/Ukraine
Costa Rica eller New Zealand
Peru eller Australien/Forenede Arabiske Emirater
Drømmepuljen – alle vil have Qatar
Morten Wieghorst kigger ikke overraskende i retning af værtslandet, når han skal pege på drømmepuljen for Danmark.
- Jeg kan ikke påstå, at jeg kender alle nationer til bunds, men hvis jeg skal give et hurtigt bud på en gruppe, der på papiret vil være fin med danske briller, vil det være Qatar, Tunesien og Canada, mener Wieghorst.
Han lægger ikke skjul på, at et af holdene i lag 1 stikker ud; Qatar.
- Sådan er det jo. Reglerne er sådan, at værtsnationen er i lag 1 og spiller åbningskamp, men jeg tror ikke, vi generer nogen ved at sige, at det er et andet niveau end resten af nationerne i lag 1.
- Der er mange ubekendte, og man skal også huske, at det er selvfølgelig værtsnationen, som oftest bliver løftet af at være på hjemmebane, men hvis vi gør alting op, tror jeg selvfølgelig, de fleste gerne vil trække Qatar fra lag 1.
- Det er altså bare noget andet end at trække Brasilien, Argentina eller et af de stærke hold fra Europa, påpeger Wieghorst.
Han fortsætter om de andre seedningslag:
- Umiddelbart vil man måske sige, at man gerne vil trække Tunesien fra lag 3, men jeg kan ikke sige, at jeg kender dem fuldstændig til bunds. Det er svært at sige, men det er mit bedste bud lige nu.
- Canada har gjort det godt og er kommet hele vejen efter mange år uden VM-deltagelse, men det er måske også sådan en modstander, hvor man umiddelbart vil sige, at det ville være okay at trække dem, siger Morten Wieghorst.
Dem skal vi helst undgå
Mens Morten Wieghorst altså vil være godt tilfreds med at trække Qatar, Tunesien og Canada, kan han også pege på et par hold, han helst undgår.
- Jeg vil ikke kalde det skrækgruppe, for jeg synes jo, vi har et fantastisk hold, og vi vil kunne konkurrere, uanset hvilken gruppe vi kommer i, men hvis jeg skulle pege på en rigtig svær gruppe, kunne det være Brasilien, Serbien og Ghana. Det kunne være en vanskelig gruppe.
- Jeg kender ikke deres niveau lige nu, men Ghana har i hvert fald vist sig at være stærke tidligere.
Danmark har lige banket Serbien med 3-0 i en venskabskamp, men Morten Wieghorst vil alligevel helst undgå Dusan Tadic og co.
- Helt for min egen regning kan jeg sige, at jeg da gerne vil undgå Serbien. Nu har vi lige mødt dem, og selvom vi vandt, er det altså et stærkt hold. Jeg tror, det vil være et af de stærkeste hold, vi kan trække fra lag 3.
Hvem ser du som favoritter til at vinde VM
- Jeg har svært ved at sige, at den her nation er absolut favoritten, men man kan jo pege på i hvert fald Brasilien og Argentina, som er inde i en rigtig stærk periode og har været det et stykke tid.
- Og så er der de store fra Europa. Frankrig og Spanien vil også være blandt de største favoritter, men jeg kan ikke pege på én klar favorit, siger Wieghorst.
Danmark kan gå ambitiøst ind til VM
Selvom der stadig er et halvt års tid til VM i november og december, er Morten Wieghorst allerede begyndt at glæde sig.
- Overordnet er et VM bare meget specielt. Det er kæmpestort, og det er jo fodboldhold fra alle dele af verden. Det er det, der gør det så spændende og interessant, fordi man formentlig kommer til at møde nogle lande, man ikke møder særlig tit.
- Vi har et rigtig godt hold og kan gå ambitiøse ind til slutrunden. Uanset hvem vi bliver trukket imod, vil vi have en chance, og det er sådan, jeg ser på det, siger landsholdsassistenten.
Er det for meget at sige, at uanset udfaldet af lodtrækningen skal Danmark gå videre fra gruppen?
- Jeg ved ikke, om man kan sige, at vi skal gå videre, men det er helt klart ambitionen. Det vil det altid være. Vi vil så langt som muligt, og det er helt klart drømmen. Jeg ved, at hele gruppen omkring landsholdet er ambitiøse på Danmarks vegne.
- Nu er der jo ikke trukket lod endnu, så det er lidt svært at udtale sig om, men uanset hvem vi trækker, vil det helt klare mål være at komme så langt som muligt. Drømmen er at være med helt til sidst ligesom ved EM, hvor vi stod i semifinalen på Wembley.
- Det var en fantastisk tid, så vi vil gøre alt for at nå de højder igen, siger Morten Wieghorst til bold.dk.
Fredagens VM-lodtrækning starter efter planen klokken 18, og du kan naturligvis følge den via liveblog og få reaktioner på bold.dk efterfølgende.

Crystal Palace smidt ud af Europa League
Hattrick | Afsnit 156Crystal Palace er endegyldigt smidt ud af Europa League, og London-klubben skal i stedet spille Conference League. Bliv klogere på hvorfor, og om det betyder noget for Brøndby.
Læs mere

VM
Danmark






























