Danmarks landstræner Kasper Hjulmand har fået en fremragende start på sin tid i spidsen for nationens fremmeste fodboldhold, og står nu foran sin største opgave hidtil, når Danmark spiller EM på hjemmebane lige om lidt.
Truppen på 26 mand er udtaget, og på et pressemøde forud for testkampen mod Tyskland 2. juni indviede landstræneren pressen i processen omkring at få spillerne tilbage fra klubberne efter en lang sæson og i forskellig fysiske tilstande.
- Vi har lavet en vurdering af alle spillerne. Der er nogle, der kan og skal træne mere end andre. Der er nogle, der har spillet rigtig meget den sidste halvanden måned, og skal rent fysisk lige lidt ned, og nogle har ikke spillet så meget og skal lidt op. Det er sådan, vi vurderer spilletiden mod Tyskland. Det er vigtigt, at nogle får spillet, og at nogle ikke spiller så meget, siger landstræneren.
Han talte også om, hvordan trænerstaben kan bruge de kommende træningspas til at indsamle viden forud for EM-kampene.
- Vi har nogle flere træninger og nogle flere detaljer, som vi kan dykke ned i. Når vi har truppen samlet, har vi lidt mere tid til at få flere detaljer med i vores spil, så det har jeg glædet mig til. Vi har planlagt det nøje, og vi glæder os til at eksekvere de her træninger.
Samtidig er det i forbindelse med slutrunder altid relevant, om truppen fungerer socialt, når man skal ligge i træningslejr over mange uger, men landstræneren er ikke i tvivl om, at hans spillere udgør en homogen gruppe.
Han afviser samtidig, at han decideret skulle have fravalgt spillere på grund af sociale problemer.
- Det er klart, at det betyder noget, men jeg kan ikke sige, at det har en afgørende betydning, for der er ikke nogle af de spillere, som jeg har haft i mine overvejelser, hvor jeg siger, at det ikke ville gå over længere tid, så det har ikke betydet det store.
- Alle de spillere, vi har haft med, mens jeg har været her er gået godt ind på holdet, og jeg har ikke siet nogen fra, fordi jeg ikke troede, at de kunne være med. Det vigtigste er, at den her gruppe fungerer, uanset hvem det er, er Kasper Hjulmands vurdering.
Kasper Hjulmand begyndte officielt som landstræner i august 2020, og Danmark har i hans hidtil 10 kampe vundet syv, spillet én uafgjort og tabt to gange til Belgien, der venter i EM-gruppespillet lige om lidt.

Crystal Palace smidt ud af Europa League
Hattrick | Afsnit 156Crystal Palace er endegyldigt smidt ud af Europa League, og London-klubben skal i stedet spille Conference League. Bliv klogere på hvorfor, og om det betyder noget for Brøndby.
Læs mere

EM
Danmark



































