


Rosenborg med Åge Hareide som cheftræner fik en udemærket start på sæsonen, da man slog 1. divisionsholdet Raufoss med 3-0 i sæsonens første træningskamp.
Blandt målscorerne var Carlo Holse, der scorede efter 82 minutter, da han blev spillet fri i højre side af feltet. Et hurtigt træk ind i banen gjorde ham fri nok til at skrue bolden ind bag en sagesløs Raufoss-målmand.
Efter kampen udtalte Åge Hareide sig til norske Nettavisen.
- Det er vigtigt, at vores offensive spillere får selvtillid og scorer mål, lyder det fra den tidligere danske landstræner.
Holse, der netop har været med U21-landsholdet til EM, kom til Rosenborg i januar 2020 og har hidtil spillet 34 kampe for klubben med seks mål og syv oplæg til følge.
Rosenborgs sæson i Eliteserien begynder 9. maj, hvor man møder Vålerenga ude.
Her skal klubben fra Trondheim forsøge at bygge et nyt fundament efter et par skuffende placeringer siden mesterskabet i 2018.


Rosenborg
Raufoss
























