Fodboldens disciplinærinstans idømte i august Horsens en bøde på 50.000 kroner og Brøndby en både på 200.000 kroner og en betinget straf på én hjemmekamp uden tilskuere.
Horsens accepterede sin straf, mens Brøndby accepterede bøden, men appellerede den betingede dom.
Fodboldens appelinstans har torsdag ændret dommen til én udekamp i Horsens uden udebanfans, og dermed kan østjyderne se frem til en kamp mod Brøndby uden de indtægter, som Brøndbys medrejsende fans vil skabe.
- Som jeg ser det, er det en dobbeltstraf til os. Vi er blevet dømt én gang og har accepteret bøden, men nu bliver vi straffet igen. Og vi bliver straffet hårdere end Brøndby, siger Horsens-direktør Kristian Nielsen til bold.dk.
- Vi er dybt rystede og uforstående over for dommen. Det er meget urimeligt, at vi får og accepterer en bøde, og nu bliver straffet én gang til. Vi har ikke noget imod Brøndby, men forstår bare ikke denne straf.
Fraværet af Brøndby-fans koster ifølge Kristian Nielsen omkring 250.000 kroner i mistet omsætning, og derudover skal Horsens nu sikre sig, at ingen Brøndby-fans får adgang til de øvrige afsnit.
- Det næste problem bliver at sikre, at Brøndby-fans ikke får adgang til stadion, og det er ikke nogen nem øvelse. Og det strider i øvrigt mod alle forretningsprincipper, at man arbejder for ikke at sælge billetter til en kamp, siger en frustreret Horsens-chef.
- Brøndby skal på besøg i Horsens i 26. spillerunde midt i marts, og medmindre Horsens får hjemmebane mod Brøndby i pokalen inden da, skal dagens dom effektueres i den kamp.
Dommen fra Fodboldens appelinstans er endelig og kan ikke appelleres.
mikael@bold.dk


AC Horsens
3F Superliga































