Hørsholm-Usserød IK rykkede i sommer op i CampoBet 3. division for første gang i klubbens historie.
Klubben har fået en flot start på livet i divisionen og ligger efter 15 runder på en flot 5.-plads.
Bold har talt med cheftræner, Christian Mouroux, om klubbens første tid i 3. division og forventninger som oprykkere.
- Vi gik ikke ind til sæsonen med de store resultatmæssige forventninger, siger Mouroux og fortsætter.
- Det er ret historisk for klubben, vi har jo aldrig været i divisionerne før, så vores fokus har ligget på, at nu skulle vi have den oplevelse, og så handler det om at følge vores egen udvikling.
De første 15 kampe har budt på op- og nedture, men alt i alt er cheftræneren tilfreds med det, som han har set fra sit mandskab.
- Resultaterne har svinget lidt, vi har haft perioder, hvor det er gået mindre godt og vi har tabt, men vi har også haft perioder, hvor vi har sat mange sejre sammen i træk.
- Så vi er blevet klogere på, hvad det kræver i rækken, og hvad der skal til af spillerne. Så det har været et rigtig spændende første halvår i rækken i 3. division, siger Christian Mouroux.
Tætheden i rækken kommer til udtryk
Et af kendetegnene i 3. division har traditionelt været, at det har været utroligt få point, der har adskilt de respektive hold i rækken.
Denne sæson er ingen undtagelse, hvor ni point adskiller FA 2000 på andenpladsen fra Vanløse IF på ottendepladsen.
Det er også noget af det, som Christian Mouroux har bidt mærke i.
- Jeg er måske blevet overrasket over, at rækken trods alt er så tæt. Det er nærmest alle, måske med undtagelse af Nykøbing FC, der tager point fra alle.
- Det holder folk skarpe, og man skal gøre sig umage hver kamp. Der er ikke plads til en offday.
Dyre lærepenge
I sjette spillerunde fik Hørshom-Usserød et rap over nallerne, da de hjemme tog mod Holbæk B&I.
Oprykkerne indkasserede fire mål på 12 minutter, og de endte med at tabe opgøret med 4-0.
- Det var ikke engang en hel offday; det var bare første halvleg, og i løbet af 12 minutter var vi bagud 4-0.
- Det er blevet tydeligt for drengene, at der ikke er plads til pauser eller at være uopmærksom, siger cheftrænerne og understreger, at det er en fed oplevelse at spille i 3. division, men det også er hårdt for spillerne, der alle er amatører.
Hørsholm-Usserød runder efterårssæsonen af i 3. division på lørdag, når de gæster topholdet Nykøbing FC.


CampoBet 3. division
Hørsholm Usserød IK 


































