Det er ikke blevet til spilleminutter for Frederik Emil Andersen for Hvidovre i denne sæson i 1. division, og derfor har parter valgt at ophæve aftalen, der oprindeligt løb året ud.
- Jeg kom selv til klubben og spurgte, om jeg kunne få ophævet den. Jeg har ikke spillet så meget under Per Frandsen. Han har kigget andre veje end min. Det gik de heldigvis med til, siger Frederik Emil Andersen til bold.dk.
Den 24-årige kantspiller har været i Hvidovre siden 2011, hvor han kom til som U17-spiller. Han har dog kæmpet med fast spilletid - også i sidste sæson - på grund af blandt andet en grim korsbåndskade mod Aarhus Fremad i 2017.
- Jeg har intet ondt at sige om Hvidovre. De har været supercool. De hjalp mig igennem, da jeg havde den korsbåndsskade og, det er jeg meget taknemlig for, siger han til bold.dk.
Nu er drømmen at fortsætte i 1. division, men han er ikke kræsen.
- Jeg synes ikke, at jeg kan tillade mig at være kræsen. Jeg holder mine muligheder åbne. Så må vi se, hvad der sker. Jeg lytter til det, der kommer, siger Frederik Emil Andersen og tilføjer:
- Jeg vil supergerne fortsætte i 1. division, men jeg er ikke for fin til 2. division, hvis det skulle komme til det.
Frederik Emil Andersen er dog ikke urolig for at skulle finde en ny klub.
- Der er heldigvis noget interesse, selvom det ikke er noget fast på nuværende tidspunkt. Men det virker til, at der er nogen, der stadig godt kan huske mig, siger han.
Frederik Emil Andersen nåede at spille 51 førsteholdskampe for Hvidovre.


Hvidovre IF
Betinia Liga































