2026-04-16 11:13:59

Infantino slår fast: Iran kommer helt sikkert til VM

FIFA-præsident Gianni Infantino er overbevist om, at Iran kommer til at deltage i sommerens VM-slutrunde, selvom landet har nægtet at spille i USA.

Artiklen fortsætter efter annoncen
Annonce

Irans VM-deltagelse er fortsat usikker som følge af den aktuelle krig med USA's involvering.

Landets sportsminister, Ahmad Donyamali, har bedt om at få flyttet deres kampe fra USA til Mexico, hvilket FIFA ifølge Mexicos præsident, Claudia Sheinbaum, har afvist.

Nu forsikrer FIFA-præsident Gianni Infantino, at Iran uden tvivl kommer til at deltage i sommerens slutrunde, selvom det altså tyder på, at Iran skal spille i USA.

- Det iranske hold kommer helt sikkert, ja, siger Infantino ifølge CNN.

- Vi håber selvfølgelig, at situationen til den tid vil være fredelig. Som jeg sagde, vil det helt klart hjælpe. Men Iran skal komme. De repræsenterer deres folk. De har kvalificeret sig. Spillerne vil gerne spille.

Artiklen fortsætter efter billedet

VM -Infantino slår fast: Iran kommer helt sikkert til VM
Foto: Wolfgang Rattay/Reuters/Ritzau Scanpix

Irans sportsministerium har indført et midlertidigt forbud mod, at lands- og klubhold rejser til lande, som regeringen betegner som fjendtlige. 

Det omfatter blandt andet USA, hvor Iran efter planen skal spille alle sine gruppekampe ved VM. Iran skal møde New Zealand og Belgien i Los Angeles samt Egypten i Seattle.

Det iranske landshold har senest været i Tyrkiet for at træne forud for sommerens slutrunde, og i den forbindelse udtalte fodboldchef Mehdi Taj, at man ikke havde tænkt sig at spille i USA.

- Vi vil boykotte USA, men ikke boykotte VM, sagde Mehdi Taj ifølge Reuters.

Hvorvidt Iran ender med at dukke op til sommerens slutrunde, står dog fortsat ikke klart.

Annonce

Denne artikel kan ikke kommenteres

Annonce