Yousuf Butt har i godt tre år været en god sidste skanse for AB Tårnby, hvor han har ageret anfører i to sæsoner. Nu er tiden i Amager-klubben dog slut for anføreren.
Den 31-årige målmand siger til LigaBold.dk, at han fremover skal tørne ud for Danmarksserie-klubben Ishøj IF, og han pointerer, at det bestemt ikke har været en nem beslutning.
- Det er en blanding af mange, mange ting. Det var en utrolig svær beslutning for mig. Jeg har været sindssygt glad for at være i Tårnby. Jeg har været i Tårnby i tre år, og jeg er kæmpe Tårnby-mand og ambassadør for holdet. Det, som der trak i mig, var jo projektet i Ishøj, qua mange af mine tætte venner fra barnsben af spiller derude.
- Samtidigt med det, er deres cheftræner Erdogan (Ishøj-cheftræner Erdogan Aslan, red.) min gamle træner, og ham kender jeg også på det personlige plan. Han har været ude efter mig i et stykke tid, og jeg er blevet ved med at sige nej til ham, da jeg var så glad for at være i Tårnby.
- Ellers var jeg nok taget derud noget tidligere. Det var rigtig svært at sige farvel til Tårnby og ja til Ishøj, fordi hvis jeg ikke havde været så glad for at være i Tårnby, så havde jeg nok skiftet til Ishøj for længe siden, siger Yousuf Butt til LigaBold.dk, der pointerer, at han aldrig har oplevet så passionerede mennesker som i Ishøj.
Var det ekstra svært at sige farvel til Tårnby, når du har været anfører i klubben?
- Ja, det gjorde det rigtig svært. Da jeg skulle have den samtale med klubben, trænerne og spillerne om, at jeg skulle skifte til Ishøj. Jeg vidste godt, at det ville de ikke synes om, og det gjorde de absolut heller ikke.
- Jeg sagde, at jeg gik med tanken om det (at skifte til Ishøj, red.), men det var rigtig, rigtig svært, og selvom jeg er stoppet i Tårnby, så følger jeg stadig helt vildt meget med. Det har været meget sværere, end jeg havde regnet med.
Menneskelige egenskaber
Yousuf Butt har store forventninger til opholdet i Ishøj. Han er kommet til den ambitiøse Danmarksserie-klub for at rykke op. Den rutinerede målmand, der også har 15 pakistanske landskampe på CV'et, mener, at han er en rigtig god motivator, der samtidigt kan bringe noget ro til Ishøj.
- Det, som jeg kommer med, er måske lidt anderledes end mange af de andre spillere. Jeg kommer med lidt mere det omkring holdet angående holdånden, så jeg kan give noget ro til holdet og noget anderledes form for rutine. Det er det menneskelige, som jeg mest kommer til at bidrage med.
- Der er så meget talent i holdet, at der ikke er behov for noget der. Det er lidt mere på de andre parametre, og jeg kan bidrage med det menneskelige og binde det bedre sammen i Ishøj. Ikke fordi det er dårligt i Ishøj overhovedet, men det synes jeg, at jeg lykkedes rigtig godt med ude i Tårnby, hvor vi rykkede fra sidstepladsen i Danmarksserien til året efter at rykke op. Det er nogle af de dyder, som jeg vil bidrage med.
Hvad tænker du på med det 'menneskelige'?
- Jeg er rigtig god til at holde folk op på tæerne i forhold til at motivere og vise vejen. Det er ikke talentet, som der mangler. Det kan du også se på navnene, de er gode alle sammen. Jeg kan bidrage med at holde folk til ilden og få dem op på tæerne, hanke op i aftaler og virkelig være verbal på og især udenfor banen. Det går jeg utroligt meget op i.
Overrasket
Han er glædeligt overrasket over, at spillerne i Ishøj giver den så meget gas til træning, og mange spillere har et højt teknisk niveau, mener målmanden.
- Niveauet er en anelse højere, fordi spillerne er bedre på det individuelle plan. Jeg er faktisk lidt overrasket over, hvor meget der bliver gået til den, i forhold til hvad jeg havde regnet med. Jeg håber, at vi kan komme op på et endnu højere niveau, hvad det angår, især fordi der er så meget kvalitet.
- Jeg vil ikke sammenligne Ishøj og Tårnby, fordi de er gode på hver deres måde. I Tårnby byggede vi det hele op fra bunden af, hvor vi tog et ynglingehold sammen en flok rutinerede spillere og tog det hele vejen op på ren sammenhold. I Ishøj er det en helt anden ting, og det er nogle helt andre faktorer, så man kan ikke sammenligne det med hensyn til træningsniveau og kvalitet.
Hvilke faktorer har Ishøj?
- Der er meget mere rutine og 'know-how' og meget mere talent på bolden. I Tårnby er der andre dyder. Der var lidt mere hårdt arbejde, og der måtte man løbe, og mottoet var: 'Det som man ikke havde i hovedet, måtte man have i benene'. I Ishøj har man det lidt mere i hovedet angående teknikken og evnerne.
Vil være i Ishøj i mange år
Den 31-åirge målmand er kommet for at blive i Ishøj, og han mener, at holdet har et stort potentiale.
- Qua min alder så synes jeg, at jeg skal spille i 2. division igen. Om det bliver i år, næste år eller året efter igen, at vi rykker op med Ishøj, så har jeg en klar forventning om, at vi gør det.
- Der er mange (der nævner noget, red.) i forhold til janteloven og Ishøj og fred være med det. Man må bare vise det på banen i stedet for, men jeg er taget til Ishøj for at være her i de næste mange år i hvert fald, siger Yousuf Butt til LigaBold.dk.
Yousuf Butt har tidligere været i HIK, BK Skjold, BGA, Brønshøj Boldklub, Svebølle BI, Fredensborg BI, Herlev IF, Greve IF og senest AB Tårnby.
Ishøj er placeret som nummer to i Danmarksserien Pulje 1 med 18 point efter 10 kampe. Det er syv point færre end Karlslunde IF i toppen af rækken.



CampoBet 2. division
CampoBet 3. division
AB Tårnby
Ishøj IF































