Den japanske klub Gamba Osaka vil gerne forlænge kontrakten med Issam Jebali, der kom til klubben fra OB i 2023.
Den 34-årige Issam Jebali er trådt ind i karrierens efterår og vil gerne tilbage til Värnamo, hvor han spillede i 2015 til 2016.
Til Värnamo Nyheter bekræfter den tidligere tunesiske landsholdsspiller, at han har fået et tilbud fra Värnamo, men han bliver altså i Japan.
- Värnamo havde et rigtigt godt tilbud den her sommer. Det var tæt på. Planen var at komme tilbage nu, men så tilbød Gamba Osaka et år mere til mig, siger Issam Jebali.
Selvom det denne sommer blev til en afvisning, er døren mere end åben næste sommer.
- Vi kigger på hus der, og vi vil slå os ned der. Vi vil flytte næste år. Når jeg kommer tilbage til Sverige, så er det Värnamo, siger Jebali til Värnamo Nyheter.
I Värnamo kunne der vente en genforening med tidligere FCK-anfører Viktor Claesson, som Jebali spillede med i Elfsborg i 2016. De to tidligere Superliga-profiler har store planer for IFK Värnamo, der spiller i den næstbedste svenske række.
- Claesson vil bringe holdet tilbage til Allsvenskan. Min drøm er den samme, siger Jebali til Värnamo Nyheter.
Først gælder det et år til i Japan, inden han kan genforenes med Värnamo og Viktor Claesson.


IFK Värnamo
Gamba Osaka
Superettan



































