Jammerbugt FC har gang i en rigtig fin sæson, hvor holdet for tiden indtager tredjepladsen i 2. division, gruppe 1 - tilmed med henholdsvis to og tre kampe i hånden i forhold til Frem og B93, der topper rækken.
En af årsagerne til det skal findes på venstrebacken, hvor Mads Larsen har huseret i ni ud af ti kampe med tre assist til følge.
Derfor vækker det naturligt stor glæde hos cheftræner, Bo Zinck, at aftalen med Larsen er forlænget for resten af sæsonen.
- Mads er i min optik den bedste venstreback i 2. division. Det har jeg sagt før, og det holder jeg ved. Jeg mener, han er outstanding, når han er på sit bedste, siger Bo Zinck i en pressemeddelelse.
Hovedpersonen selv ser også frem til at fortsætte karrieren i klubben, hvor han har spillet siden ungdomsårene.
– Ambitionen for 2021 er helt sikkert at få sikret os den top seks placering, som vil give adgang til den kommende 1. division i den nye struktur. Vi har givet os selv et godt udgangspunkt, men er også godt klar over at momentum hurtigt kan vende, siger Mads Larsen i en pressemeddelelse.
Jammerbugt starter deres forårssæson den 27. februar, hvor Næsby kommer på besøg.



Jammerbugt FC
CampoBet 2. division



































