Efter mange store oplevelser er livet som fodboldspiller nu slut for Joe Ledley.
Midtbanemanden, som blandt andet har spillet fire sæsoner i Premier League for Crystal Palace mellem 2013-2017, annoncerede lørdag, at han trækker sig tilbage som fodboldspiller.
Det har været en vidunderlig rejse for Ledley, det siger han, ifølge BBC, i forbindelse med sit karrierestop.
- Jeg har haft en fantastisk og vidunderlig rejse, men i dag er det desværre tid til at lægge støvlerne på hylden.
Joe Ledley fik sin fodboldopdragelse i Cardiff City, inden har skrev med storklubben Celtic, hvilket han fremhæver som et highlight.
- At skrive med Celtic var et stort højdepunkt. Det er en fantastisk unik fodboldklub. Der findes ingen bedre følelse end at vinde trofæer for de mest passionerede fans i verden – værdsatte momenter.
Sidenhen skiftede Ledley til Premier League og Crystal Palace, og det var en mulighed for at spille med de bedste i verden for waliseren.
- Jeg opnåede mere, end jeg nogensinde kunne have forestillet mig (hos Celtic, red.), men tiden kom til at forfølge en anden drøm og spille Premier League. Crystal Palace åbnede døren til drømmen. Jeg spillede ved siden af nogle af de bedste spillere – fantastisk.
Joe Ledley nåede 551 klubkampe med 68 mål og 49 oplæg til følge.
Efter Crystal Palace gik turen til Derby, Charlton og helt til Australien og Newcastle Jets, inden Ledley fik fire kampe for Newport i League 2.




































