Holland -Jonatan Frimann er faldet godt til i Twente
2018-02-20 11:27:01
Foto: Getty Images

Jonatan Frimann er faldet godt til i Twente

Jonatan Frimann nyder tilværelsen i Holland, hvor op til ni træningspas om ugen rykker ved den unge Twente-dansker.

Artiklen fortsætter efter annoncen
Annonce

Jonatan Frimann drog i sommer til hollandsk fodbold, hvor han efter et par skadesfyldte år på FC Københavns ungdomshold skrev en toårig kontrakt med Twente.

Den unge dansker er faldet godt til i klubben, som han betegner som større end de fleste danskere lige går og tror.

- Det er gået godt og jeg kan lide at være her. Twente er en virkelig stor klub, og selv om det kan mærkes, at man ikke er vant til at ligge i bunden, er der kæmpestor opbakning til holdet.

- Det betyder meget for fansene, at vi har kvalificeret os til semifinalen i pokalen, når vi nu har haft det svært i Æresdivisionen i år, siger Jonatan Frimann til bold.dk.

Traditionsklubben roder rundt i bunden af tabellen, men det afholder ikke den nye træner, Gertjan Verbeek, i at benytte unge spillere.

- På trods af problemerne synes jeg, at der arbejdes godt med os unge spillere.

- Vi træner ret hårdt og meget, men det var også det, som vi havde hørt om Gertjan Verbeek, før han tiltrådte for nogle måneder siden. Ofte er vi på banen ni gange på en uge, så vi kommer i god form.

- Jeg er blevet bedre både taktisk og teknisk. Og helt klart også fysisk. Jeg bruges som 10'er eller 8'er, hvad enten vi spiller 4-3-3 eller 5-3-2, som vi er begyndt på for nylig, afslutter han.

Jonatan Frimann optræder primært på klubbens andethold, Jong Twente, men var for nylig med på bænken, da førsteholdet gæstede Ajax på Amsterdam Arena.

kenneth@bold.dk

Annonce

8 kommentarer

Se kommentarer
Annonce