




Fiorentina og Braga tørnede sammen i første møde af to torsdag aften, da portugiserne bød italienerne indenfor til 1/16-finalerne i Europa Conference League.
Braga ligger godt til i den hjemlige turnering som nummer tre i tabellen og masser af sejre i bagagen, mens Fiorentina omvendt har været noget mere svingende i sine præstationer før opgøret.
Det var imidlertid gæsterne, som startede kampen bedst og med flest muligheder.
Luka Jovic var livlig og markerede sig tidligt i kampen med et forsøg på kassen, men Matheus Magalhaes i målet fik stoppet skuddet med en sikker redning.
Hjemmeholdet tog sig lidt mere af bolden efterfølgende, men de havde svært ved at tilspille sig de åbne chancer i opgøret.
Det stod gæsterne i stedet for, og Jovic testede nok engang Magalhaes midt i halvlegen, hvor målmanden vandt duellen nok engang, men det gjorde han så ikke inden pausen.
Her leverede Cristiano Biraghi nemlig et perfekt indlæg lige ind i hovedet på serberen, som fra forreste stolpe headede bolden på tværs over i den modsatte side af målet til 1-0.
Viola udspillede Braga
Efter pausen fik Viola også hurtigt sat tingene helt og aldeles på plads.
Først fik de hjælp af Bragas Tormena, der med en hasarderet tackling blev præsenteret for det røde kort, og kort efter fik gæsterne også udbygget føringen en mand i overtal.
Riccardo Saponara gik til baglinjen og inde foran mål, fandt han Jovic, der nok engang stod det rigtige sted og denne gang kunne score tæt under mål med indersiden i et tomt mål til 2-0.
3-0 skulle det også blive, da Arthur Cabral viste voldsom fysik og afviste sine modstandere inde i Braga-feltet med en brysttæmning, hvorefter han knaldede læderet hårdt ind i mål ved nærmeste stolpe til 3-0.
Cabral skulle ligesom Jovic også få sit andet mål i kampen kort inden lukketid, da Braga koksede i det i defensiven, og så kunne Jonathan Ikoné spille angriberen helt fri foran mål, hvorfra han scorede sikkert til 4-0.
Det ligner hermed ikke, at der er den store vej tilbage for Braga til returopgøret om en uge.


Braga
Fiorentina
Conference League































