Til sommer er karrieren forbi for Juventus' Andrea Barzagli, og holdkammeraten Mattia De Sciglio hylder ham for sit bidrag til mesterklubben.
Den nu 38-årige forsvarsspiller kom til Juve fra Wolfsburg i 2011, og siden har han blandt andet været med til at vinde otte mesterskaber på stribe.
- Barza har været en af nøglepersonerne i de otte mesterskaber, men også i italiensk fodbold. Det bliver et stort tab, også for omklædningsrummet på grund af den gejst, han kommer med, siger De Sciglio til klubbens hjemmeside.
Backen har selv lært en hel del af Barzagli, forklarer han.
- Han har lært mig og de unge spillere, hvor vigtigt det er altid at have en professionel attitude, hvilket har gjort det muligt for ham at spille i en alder af 38 år.
Andrea Barzagli har 74 landskampe for Italien på cv'et.


Juventus
Serie A

























