


FC København står med gode kort på hånden forud for den afgørende playoffkamp i Champions League-kvalifikationen.
Onsdag aften fik de danske mestre et 1-1-resultat med fra Basel, og derfor kom der hurtigt spørgsmål til det, der venter i Parken om en uge, da Jacob Neestrup mødte den danske presse efter kampen.
Men cheftræneren kan ikke tillade sig at tænke så langt frem.
- Jeg tænker ikke så meget på det (returkampen, red.). Vi skal spille om under tre dage. Vores fokus er på at skulle Superliga om under tre dage, og så kommer vi til at bruge den ene træning, vi har til at få det maksimale ud af den frem mod sæsonens indtil videre klart vigtigste kamp.
- Så fuldt fokus er på OB om 65-67 timer. Det er der, vores fokus er, sagde Jacob Neestrup.
Artiklen fortsætter efter billedet

Du siger det selv. 67 timer. Basel har ikke nogle timer at tænke på. De kan koncentrere sig om returopgøret om en uge. Hvad tænker du om det?
- Ja, jeg tænker, at jeg har sagt meget, og det taler for sig selv. Jeg har ikke mere at sige til det, lød det kortfattet.
Hvad med Silkeborg?
Lidt mere snakkesaglig var Jacob Neestrup, da han blev spurgt til tirsdagens møde i Divisionsforeningen, hvor der var ‘en rigtig god dialog’ med flere forslag på bordet i forhold til en ny datoplan.
- Jeg ved godt, at der er nogen, der måske har været lidt irriterede over, at jeg har været lidt åbenmundet, men havde vi ikke været det, så var der kommet en datoplan ud om lidt, og så havde vi stået i samme situation næste år.
- Det er fint, at der kommer fokus på det, så der forhåbentlig er lige vilkår for danske klubber.
Jacob Neestrup køber samtidig ikke præmissen om, at en ny datoplan med pauser fra Superligaen midt i en europæisk kvalifikation kun er til gavn for topklubberne.
- Mange har snakket om FC København og FC Midtjylland i den her case, men der er ikke nogen, der har snakket Silkeborg.
- Den præmis, der bliver sat op med, at det bare er til gode for topklubberne. Hvad med nummer tre og nummer fire? Hvad med den gode klub, der gør et rigtig, rigtig godt stykke arbejde et år og får en tredjeplads eller en fjerdeplads?
- Det er deres livs chance for at komme i et ligaspil. Jeg synes, det gavner alle, og jeg er glad for, at der er blevet taget hul på en sund diskussion. Jeg glæder mig til at se, hvad der bliver besluttet.
Ifølge Bolds oplysninger skal man hen til oktober-november, før der bliver truffet en endelig beslutning om, hvorvidt de danske hold skal have bedre vilkår op til den europæiske kvalifikation næste sommer.

FC København
CL-kval






































