Det kom ud af det blå, da Pierre Kanstrup i januar forlod en rolle som anfører i AGF for at drage mod Tyrkiet og Erzurumspor.
Og det var ikke kun for omverdenen, at det skifte kom som en mindre overraskelse.
- Jeg havde ikke lige set den komme, at jeg skulle til udlandet og spille fodbold. Det løb, tror jeg, var kørt, siger Pierre Kanstrup til Spillerforeningens magasin Indersiden.
- Jeg havde jo været transferfri før, og jeg havde jo nok større succes i SønderjyskE end i AGF, og dengang kom der ingenting fra udlandet. Og så kommer det her tilbud fra Tyrkiet ud af det blå, når jeg har allermest brug for det.
- Jeg havde aldrig nogensinde regnet med, at jeg skulle spille mod Robinho, men det gjorde jeg altså sidste weekend, siger Kanstrup med henvisning til den brasilianske stjerne, som spiller for Istanbul Basaksehir.
Pierre Kanstrup har spillet fem liga-kampe siden sit skifte til den Erzurumspor, som ligger næstsidst i den tyrkiske liga.


Erzurum BB
Istanbul Basaksehir
SüperLig































