2021-07-08 20:10:02

Karakterer: Højbjerg var EM's bedste dansker

Pierre-Emile Højbjerg var bedste dansker til EM. Se alle bold.dk's slutrunde-karakterer her.

Artiklen fortsætter efter annoncen
Annonce

Danmark er færdig ved EM, da semifinalen mod England blev endestationen efter et 1-2-nederlag efter forlænget spilletid.

Samlet blev det til seks kampe. Tre i gruppespillet med nederlag til Finland og Belgien, et par storsejre over Rusland og Wales, en kneben sejr over Tjekkiet og altså til sidst et nederlag til England. 

bold.dk kommer her med et bud på, hvordan de danske landsholdsspillere præsterede i de seks EM-kampe.

Karaktererne går fra 1-10. 1 er helt håbløst, mens 10 er helt exceptionelt. 5 er en middel præstation. Spillerne skal have spillet mindst en time sammenlagt for at blive bedømt.

Spillerne:

Kasper Schmeichel - 7

En stærk slutrunde fra den rutinerede målmand. Han har været stabil uden for alvor at brænde banen af før semifinalen mod England. Kæmpe præstation med et hav af vigtige redninger. Et stort 7-tal til den danske keeper.

Simon Kjær - 8

Den danske kaptajn har været krumtappen i en stærk dansk defensiv med sin ro og store erfaring. Han har stået over for den ene store angriber efter den anden fra Lukaku til Schick og vundet et utal af hårde dueller.

Andreas Christensen - 8

Den danske Chelsea-stopper har gjort det forrygende både i forsvaret og som sekser, når Danmark havde brug for det. 

Altid stor ro på bolden og et formidabelt overblik. Han er aldrig for fin til en hård duel og kan notere sig en af slutrundens flotteste scoringer.

Artiklen fortsætter efter billedet

EM -Karakterer: Højbjerg var EM's bedste dansker
Foto: Wolfgang Rattay/Reuters/Ritzau Scanpix

Jannik Vestergaard - 7

Den høje midtstopper kæmpede lidt med at finde rytmen i de første kampe under EM, hvor han lavede for mange fejl og boldtab. 

Han spillede sig dog i den grad varm, og hans seneste præstation i semifinalen mod England var helt forrygende med duel-spil i verdensklasse og stor forudseenhed.

Joakim Mæhle - 8

En af Danmarks nye store EM-darlinger med sit enorme løbe-arbejde, flotte mål og tekniske detaljer fra allerøverste hylde. 

Han havde det svært i kampen mod England og kæmpede også med at finde takterne mod Tjekkiet, men det ændrer ikke på, at det har været en super flot slutrunde for den danske wingback, der leverede EM’s smukkeste assist.

Jens Stryger Larsen - 7

Udinese-spilleren startede turneringen på bænken, men leverede flere gode indhop og fik chancen mod Wales, da Daniel Wass var blevet syg.

Med gode præstationer både offensivt og defensivt holdt Stryger fast i pladsen som højre wingback, og han kan se tilbage på sit EM med tilfredshed.

Joachim Andersen - 5

Forsvarsspilleren var Kasper Hjulmands klare fjerdevalg i forsvaret og blev skiftet ind, når der var brug for nye kræfter i de bagerste geledder.

Andersen nåede aldrig for alvor at sætte sit aftryk i de kampe, hvor han fik muligheden, men slap fint fra sin slutrundedebut.

Daniel Wass - 6

Altmuligmanden Wass startede EM som Danmarks højre back og højre wingback. Særligt i kampen mod Belgien var Wass god, men han mistede sin plads i startopstillingen, da han blev syg op til kampen mod Wales.

Siden da blev det til indskiftninger mod både Tjekkiet og England, hvor Wass leverede et par jævne præstationer.

Thomas Delaney - 8

Den ene af Danmarks to midtbanemotorer spillede en flot slutrunde, så længe kræfterne rakte. Delaney udgjorde et fremragende makkerpar med Pierre-Emile Højbjerg på den centrale del af banen, hvor de to fightere agerede indpiskere for resten af holdet.

Delaney krydrede en flot slutrunde med en scoring i ottendedelsfinalen mod Tjekkiet og løb, til han ikke kunne mere i semifinalen mod England.

Pierre Emile Højbjerg - 9

Danmarks bedste spiller under EM. Evigt fightende, stor motivator og hjertet på det danske landshold. Tog ansvar, når det gjaldt, og var her, der og alle vegne i samtlige danske minutter under EM.

Viste undervejs, at han ikke bare er en fighter af Guds nåde, men også en fremragende fodboldspiller med gode afleveringer, spilforståelse og overblik. En af de bedste spillere under EM.

Christian Nørgaard - 6

Formåede forståeligt nok ikke at slå den velspillende midtbaneduo Højbjerg-Delaney af, men var blandt Hjulmands foretrukne indskiftere turneringen igennem. 

Flere gode indhop, hvor Nørgaard var med til at stabilisere den defensive midtbane og muliggøre Danmarks mange mål sent i kampene med gode løsninger på bolden.

Mathias Jensen - 5

Strålede i generalprøven mod Bosnien, men fik ikke taget de fornemme takter med ind i slutrunden, hvor han primært blev brugt som indskifter og til sidst mod England blevet skadet.

Fik chancen som Eriksens afløser i spøgelseskampen mod Finland, men måtte efterfølgende se Damsgaard overtage rollen som Danmarks offensive kreatør.

Martin Braithwaite - 6

Løbearbejdet var som altid upåklageligt, og det offensive gåpåmod havde Braithwaite også, men gennemgående var det, at slutproduktet og det kølige overblik foran kassen oftest manglede. 

Han lukkede og slukkede til 4-0 mod Wales, men fik alt i alt ikke nok ud af det med tanke på den store mængde spilletid og de mange afslutninger. Arbejdsindsatsen og presspillet trækker dog op.

Yussuf Poulsen - 6

Noterede sig for to scoringer i gruppekampene, inden han missede Wales grundet en skade og derefter blev brugt som indskifter mod både Tjekkiet og England.

Stærkt indhop mod tjekkerne, men blev ikke meget involveret på Wembley. Kom generelt ikke i nok helt farlige situationer, men kæmpede, løb og pressede som sædvanligt godt.

Jonas Wind - 5

Han lignede Danmarks førsteangriber før slutrunden, men greb ikke chancen i premieren mod Finland og blev efterfølgende offer for systemskiftet til 3-4-3 og Mikkel Damsgaards opblomstring, da Wind ligeledes har sine største forcer i spillet med bolden mere end at ligge i forreste kæde hele tiden. 

På det personlige plan et skuffende EM for Wind, hvad angår spilletid, men han har alderen med sig i forhold til fremtiden.

Kasper Dolberg - 8

Danmarks topscorer ved EM slog til, da han endelig fik chancen. Kom ind med et stærkt indhop mod Rusland og viste så sin kendte målnæse med to mål mod Wales og et mod Tjekkiet.

Tog mange slagsmål og var særdeles sikker, når han skulle beskytte og fordele bolden. Stærk slutrunde, da han fik muligheden for at vise sig frem, og han ligner nu frontangriberen i VM-kvalifikationen.

Mikkel Damsgaard - 8

Hele Danmarks nye darling. Med syvtommersøm slog den 21-årige kreatør sit talent fast, da han kom i startopstillingen, efter Christian Eriksen måtte forlade landsholdslejren. 

Bragede to forrygende langskud ind mod Rusland og England, mens han også stod for et oplæg i kampen mod Wales. Viste forrygende driblinger, afleveringer og overblik undervejs, men måtte også sande, at fysikken kom til kort et par gange i lovende situationer. 

Største problem var, at unge Damsgaard strålede i momenter og han var ikke konstant nok i sin involveren i kampene. Blev skiftet ud i alle fem kampe, som han deltog i.

Træneren:

Kasper Hjulmand - 8

Sikke en turnering for den danske landstræner. Lederegenskaberne blev fra første gruppekamp testet til det yderste, da Christian Eriksen faldt om mod Finland.

Formåede at samle landsholdet i en uhyre svær tid, viste stort overskud og det danske sammenhold gav Danmark vinger gennem slutrunden. Viste stort mod med de mange ændringer undervejs i kampene, hvor særligt skiftet fra tre til to midtstoppere mod Wales står ud som et eksempel på et afgørende træk.

Spillerne var trætte til sidst i turneringen, men alligevel var der samme opstilling i de tre knockout-kampe, og det virkede særligt til, at trætheden gjorde udslaget mod England - englænderne havde dog også noget mere friske ben qua turneringens udvikling. Gav unge Damsgaard chancen som afløser for Eriksen, og således blomstrede en ny landsholdsdarling.

Uden for bedømmelse:

Frederik Rønnow 

Jonas Lössl 

Mathias 'Zanka' Jørgensen

Nicolai Boilesen

Anders Christiansen

Christian Eriksen

Robert Skov

Andreas Cornelius

Andreas Skov Olsen

Podcast Cover

Crystal Palace smidt ud af Europa League

Hattrick | Afsnit 156

Crystal Palace er endegyldigt smidt ud af Europa League, og London-klubben skal i stedet spille Conference League. Bliv klogere på hvorfor, og om det betyder noget for Brøndby.

Læs mere
-15:02

Annonce

16 kommentarer

Se kommentarer
Annonce