





Venezia tog lørdag imod bundholdet Perugia i Serie B, og det var med danske Magnus Kofod i startopstillingen.
Hjemmeholdet skulle bruge en sejr i jagten på oprykning til Serie A, mens Perugia omvendt skulle bruge point for at sikre overlevelse i Serie B.
Det udviklede sig til en sand målfest, og danske Kofod var involveret.
Allerede før pausen var Venezia foran 2-0. Først sendte Nicholas Pierini et flot langskud over i det lange hjørne, og senere lagde Kofod et perfekt hjørnespark ind i hovedet på Andrea Carboni, som pandede hjemmeholdet på 2-0.
En time inde i kampen gjorde Mikael Ellertsson det til 3-0 med en hård afslutning inde i feltet, dermed lignede det en sikker sejr.
Men sådan skulle det ikke gå.
Perugia reducerede nemlig to gange på mål af Gregorio Luperini og Tiago Casasola, dermed var der for en stund spænding.
Der blev dog ikke scoret yderligere, derfor kunne Venezia glæde sig over en 3-2-sejr, som sender klubben op på syvendepladsen, som giver adgang til playoff. Der resterer en enkelt kamp i sæsonen.
Perugia ligger til direkte nedrykning med tre point op til playoff for overlevelse.


Perugia
Venezia
Serie B























