Kolding IF skal i foråret kæmpe med om én af de to eftertragtede oprykningsbilletter i 2. divisions oprykningsspil, og til den opgave har klubben nu styrket offensiven.
Kolding IF har nemlig hentet angriberen Nichlas 'Tunna' Ørbæk Knudsen i Brabrand og udstyret ham med en kontrakt på halvandet år.
- 'Tunna' er en ønskespiller for os, da han besidder flere af de egenskaber vi har været på udkig efter. En god teknik, evnen til at spille i små rum og et fremragende venstreben er nogle af de spidskompetencer, han bringer ind på holdet. At han så også kaster ualmindeligt lange indkast, er måske noget som vi også kan få gavn af, men det vil tiden vise, siger sportschef Ulrik Pedersen til klubbens hjemmeside.
- Jeg har haft flere gode samtaler med 'Tunna' og der er ingen tvivl om, at vi er blevet valgt til, da han har haft en del andre muligheder. Jeg har en klar forventning om, at dette er et rigtigt godt match, både på og udenfor banen.
Knudsen har udover Brabrand også tidligere spillet i Thisted og Aabyhøj IF.


Brabrand IF
Kolding IF
Betinia Liga
CampoBet 2. division


























