Iran skal til VM og spille sine kampe i USA.
Det har FIFA-præsident Gianni Infantino netop slået fast ved forbundets kongres i Canada, hvor han sparkede tvivlen til 'hjørne' trods den igangværende konflikt i Mellemøsten.
Den udtalelse er også nået frem til Det Hvide Hus, hvor USA's præsident, Donald Trump, har kommenteret på beslutningen.
- Hvis Gianni siger det, så er jeg okay med det. Siger Gianni det? Gianni Infantino - han er noget for sig selv, udtaler Donald Trump ifølge Daily Mail US.
USA og Iran kan ende med at møde hinanden i løbet af sommerens VM-slutrunde, hvis begge nationer formår at gå videre fra gruppespillet.
Artiklen fortsætter efter billedet

I så fald vil tonen være en anden hos Donald Trump.
- Hvis de vinder, bliver vi nødt til at bekymre os om det. Det er ikke ... jeg bliver nødt til at bekymre mig om dén.
- Ved du hvad, lad dem spille godt. Gianni er fantastisk, han er en ven af mig. Han talte om det, og jeg sagde: 'Du gør, hvad du vil. Du kan have dem (med, red.), du behøver ikke have dem (med, red.).'
- De har sikkert et godt hold, det ved jeg ikke. Har de et godt hold?, lyder det fra den amerikanske præsident, som altså ikke har fulgt med i Irans resultater på grønsværen.
Men Donald Trump har tidligere sat spørgsmålstegn ved Irans deltagelse. Det skyldes, at præsidenten ikke fandt det passende for Iran at deltage på grund af sikkerhedsmæssige årsager.
Iran skal ved VM møde Belgien, Egypten og New Zealand, hvor alle tre kampe bliver spillet i USA.

FIFA VM
Iran

































