





Det var med snottet næse og en halsedise foran munden, at Mike Tullberg mødte den skrevne presse oven på 4-1-sejren over OB.
FC Midtjylland-cheftræneren var godt nok rejst med til Odense, men før søndagens opgør blev han på grund af sygdom meldt tvivlsom af fodbolddirektør Jacob Larsen.
Alligevel sad han blandt sin stab, da kampen blev fløjtet op og herfra kunne han se sine tropper køre OB rundt i manegen i 45 minutter, hvor Philip Billing åbnede ballet, inden Junior Brumado noterede sig for et hattrick.
Og så sendte han ellers en kærlig tanke til sin hustru, som tilsyneladende var stærkt medvirkende til, at han kom afsted søndag formiddag.
- Min kone prikkede lidt til mig i morges og spurgte, om det skulle være første gang, jeg skulle udgå som træner, forklarede FCM-cheftræneren.
Artiklen fortsætter efter billedet

- Jeg valgte at tage bilen herned og måtte se, hvordan det gik. Jeg har døjet med høj feber i to-tre dage, og alle mine fire børn har været ramt, så det var et spørgsmål om tid, før jeg ville blive ramt, tror jeg.
- Så jeg har det efter omstændighederne godt og fik trods alt en ret rolig første halvleg, hvor jeg kunne sidde og lade Allan K. Jepsen (First Team Coach, red.) styre tøjlerne.
Mere drama var der da heller ikke i det.
Tullberg stod som vanligt for oplægget lige inden kampstart og var altså frisk nok til at give interviews, selvom den oprindelige melding kunne give seerne indtrykket af, at han var helt ude.
- Allan stod op. Det var det eneste, der var anderledes. Jeg ville gerne være der, så jeg kunne træffe beslutningerne sammen med min stab, og så lod vi Allan råbe.
Mens FC Midtjylland dominerede i første halvleg, var de sidste 45 minutter en anden snak, hvor rutinerede Martin Erlic så rødt.
- Jeg vil gerne gå med til at sige, at anden halvleg ikke bliver spillet på den måde, jeg gerne havde set, hvilket måske er normalt nok, når vi spiller mange kampe og døjer med skader og sygdom. Men det røde kort til Martin irriterer mig.
Med sejren over OB tog FC Midtjylland et vigtigt skridt i toppen af Superligaen. AGF smed tidligere på søndagen point i FC Fredericia, og derfor er midtjyderne nu blot to point fra aarhusianerne på førstepladsen.
Præstationen var samtidig en understregning af FC Midtjyllands fornemme start på 2026, hvor det er blevet til sejre over AGF og FC København, ligesom man har slået Dinamo Zagreb i Europa League.

Dansk oprejsning i Europa
Hattrick | Afsnit 164Efter en jammerlig første uge for de danske hold i Europa, slog AGF, FCK og FCN tilbage i denne uge, mens FCM skuffede på ny. Vi ser nærmere på koefficientregnskabet.
Læs mere
FC Midtjylland
OB
3F Superliga

























