Den norske klub Kongsvinger mister en af sine største profiler, når den danske angriber Lucas Haren skifter til Vålerenga efter sæsonen.
Sportslig leder hos Kongsvinger, Espen Nystuen, ærgrer sig over afgangen og sender samtidig en stikpille afsted mod Vålerenga.
- Lucas er i en alder nu, hvor han må tænke på sig selv og økonomien som en vigtig faktor. Vi er glade for, at han kan få en løn, der ligger langt over, hvad vi kan tilbyde, siger Nystuen til klubbens hjemmeside og fortsætter:
– Det er jo fint, at vi har en slags cirkusklub i Norge, som kan tilbyde sådan en løn. Ikke kun til 14-årige talenter, men også til dem, der nærmer sig de 30.
Selvom Kongsvinger gerne havde beholdt sin topscorer, understreger Nystuen, at han ønsker Haren alt det bedste i fremtiden.
- Det er selvfølgelig kedeligt at miste en så god fyr, men i bund og grund er det her en solstrålehistorie, siger han.


Vålerenga
Kongsvinger
Norge Eliteserien

























