Når man river korsbåndet over, lyder dommen som oftest på ni til tolv måneder på sidelinjen - men det er ikke noget, polske Arkadiusz Milik giver synderlig meget for.
Napoli-angriberen rev korsbåndet over i Polens landskamp mod Danmark tilbage i oktober - men allerede nu er han klar til at træne sammen med resten af truppen i Napoli. Det oplyser klubben på sin Twitter-profil.
Arkadiusz Milik skiftede fra Ajax til Napoli i sommer og fik en fremragende start i sin nye tilværelse under de sydlige himmelstrøg. Polakken skulle blot bruge ni kampe på at score syv kasser - men siden har han altså siddet ude med skaden.
Den polske angriber har tidligere været ude og proklamere, at han håbede på at være tilbage i fulde omdrejninger til Napolis Champions League-opgør mod Real Madrid den 15. februar.


SSC Napoli
Serie A































